Indblik har bedt mig svare på et indlæg fra en klimaangst folkeskoleelev, Sofie Risager Villadsen, som har forfattet et indlæg med titlen: Klimakrisen gør, at jeg frygter for min generations fremtid – derfor bør vi indføre en CO2-afgift med det samme.

Opslag på Indblik

Her er mit svar med titlen: Vi har ingen klimakrise – kun en krise for folkeoplysningen

Jeg har næsten ondt af den ubefæstede sjæl, folkeskoleeleven Sofie Risager Villadsen, som i Indblik lufter sin klimangst og efterplaprer de fleste medier og politikeres falske forestillinger om klimaet.

Lad mig på basis af den etablerede klimavidenskab i IPCC mm. konkret vise, hvor SRV tager fejl. Og dermed påtage mig den alsidige og retvisende oplysningsforpligtelse som de fleste medier groft forsømmer.

SRV påstår, at vi har en «klimakrise». Nu kan man jo kalde alle ubehageligheder i livet for en krise. Men i betydningen ”nødretstilstand” eller ”katastrofe” eller ”trussel mod menneskenes og jordens tilstand og fremtid” er det ikke et begreb, der kendes fra klimavidenskaben.

Klimavidenskaben er klar, de delvist menneskeskabte klimaændringer, vil koste os nogen penge.

Som Martin Ågerup skriver her i sit blogindlæg om klimaangst:

Klimaforandringer trækker isoleret set i den forkerte retning, men ny teknologi, innovation og øget generel velstand overdøver den negative klimaeffekt. Vores børn vil leve længere og sundere og være mere velstående end vi. Vi kan altså roligt få børn, og kloden er på ingen måde ved at blive ødelagt.

Klimavidenskaben har heller ikke generelt observeret flere «tørke, skovbrande og oversvømmelser». Påstandene om fremtidige forøgelser af denne type hændelser er hovedsageligt baseret på klimamodeller, som ikke har været i stand til at beregne, hvad der er sket indtil nu.

Dertil kommer, at ekstremvejr betyder meget lidt for menneskenes velstand og velfærd, ca. 20.000 døde pr. år – et fald på mere end 95% over 100 år, og et faldende tal på ca. 0,2 % af det globale BNP.

SRH har ret i, at den fagøkonomisk rigtige løsning på eksternalitetsproblemet er en kulstofafgift. Problemet er dog, at den skal være global for at kunne batte noget og undgå lækage. Og derfor vil den være politisk umulig.

Den bedste strategi er at gøre ingenting ud over at tilpasse sig de klimaændringer, der kommer under alle omstændigheder, og så vil udfordringen løse sig selv i takt med at kul mm. bliver knappere og dyrere i forhold til fremtidens energikilder, hvoraf den eneste realistisk kendte nu er atomkraft.

SRV´s krav om en forceret grøn omstilling baseret på eksorbitante afgifter og på uegnede og ustabile energikilder som vind mm. vil blive mange gange dyrere end de begrænsede bivirkninger af det store gode: adgang til rigelige mængder billig og stabil lagret solenergi i form af kul mm, som det er aldeles uetisk ikke at udnytte i lang tid fremover.

Comments are closed.