Her er et gæsteindlæg fra Peter Busk, som er bragt på hans Facebook side.
Peter Busks opslag rammer essensen i et afgørende demokratisk problem
- Alt for mange forskere udtaler sig med universitær autoritet om emner, hvor de ikke har mere forstand end min blikkenslager.
- Universiteterne undlader at tage afstand fra vrøvlet og gør sig dermed til part i sagen.
- Dovne, inkompetente og aktivistiske journalister har deres ryg fri, hvis de får en udtalelse fra en universitetsansat forsker. Og er ski.. ligeglade med om det den pågældende forsker påstår er rigtigt eller forkert. Og tværtimod bare glade, hvis den nyttige universitetsidiot bekræfter journalistens forudfattede aktivistiske vinkel på historien.
Se her hvad Peter Busk skriver om emnet:
Definitionen på en coronaekspert
En hvilken som helst universitetsansat stodder, der gider svare på pressens spørgsmål.
Jo flere gange, man har svaret, jo større ekspert og desto mere optræder vedkommende i medierne og påvirker den offentlige opfattelse af pandemien.
Spøg til side: Det er virkeligt et problem, at den eneste kvalifikation, der er nødvendig for at være coronaekspert, er, at man er universitetsansat i kategorien videnskabeligt personale (VIP). I praksis betyder det eksempelvis, at en teoretisk bioinformatiker bliver brugt som ekspert i praktiske forhold omkring testning. Et område, som han på ingen måde er ekspert i, så udtalelserne er vildledende.
Man kan bebrejde journalisterne, at de ikke er mere kritiske i udvælgelsen af deres kilder, men hvordan skal journalister kunne vurdere videnskabelige CVer og kompetencer?
Det er mere relevant at bebrejde kilderne for at stille op. Det burde de ikke gøre. På den anden side er fristelsen stor: Tildelingen af forskningsmidler er indrettet således, at den berømmelse, man får ud af at optræde i medierne, gør det nemmere at få penge til sin forskning. Det er ikke så vigtigt, hvad man siger, bare man skaber sig et navn.
Med den nådesløse konkurrence om forskningsmidlerne, der er i dag, kan man godt forstå, at forskere skyder genvej ved at skabe sig et navn i medierne. Det egentlige problem er den statslige forskningspolitik, der skaber incitamentet til at opføre sig på den måde. Forskningspolitik er et kedeligt og kompliceret emne, som de færreste tænker på, men den har stor betydning for samfundet.
Her er et link til omtalen af et nyligt opråb fra mere end totusinde forskere om at gentænke forholdene på universiteterne.
