Igen glimrer Weekenavisen med en klimarealistisk leder. Måsk er der morgenluft…

Klaus Wivel, Rdaktionschef på Weekendavisen

KLIMAPOLITIKKEN har stået over alt andet siden sidste folketingsvalg, fraset håndteringen af covid-19. Så vigtig har den været, at finansminister Nicolai Wammen i oktober 2019 forklarede den grønne omstilling som »en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960erne«. Den skulle placeres i hjertet af Finansministeriet, lød det. Året efter besluttede klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen sammen med et bredt flertal at indstille tilladelsen til at lede efter ny olie og gas i Nordsøen: »Vi er EUs største olieproducent, og derfor vil det give genlyd ude i verden,« sagde han. I stedet vil regeringen og andre i EU poste milliarder i vind- og solenergi, som stadig er flere år fra at kunne dække europæernes behov. For blot få uger siden beklagede klimaministeren og kolleger fra Østrig, Spanien og Luxembourg sig over, at EU vil inkludere naturgas og atomkraft som såkaldt grønne energiformer.

ER forklaringen på denne heftige ambition om at afvikle fossile brændstoffer indlysende – truslen fra den globale opvarmning er der ingen grund til at bagatellisere – er det lige så indlysende, at bestræbelserne i dag fremstår overilede, ja, uansvarlige. Det skyldes ikke kun, at skiftende regeringer samtidig har ladet det danske forsvar forfalde til et niveau, det angiveligt vil tage ti år at rette op på. Det skyldes også, at vi i iveren efter ikke selv at få beskidte hænder sammen med flere andre europæiske lande, i særlig grad Tyskland, har gjort os afhængige af russisk olie og gas. I troen på, at den grønne omstilling fandtes lige rundt om hjørnet, har EU-lande undladt at investere i nye olie- og gasfelter og lukket for atomkraftværkerne.

KRIGENS skandale er, at vi dagligt overfører en lille milliard euro til Ruslands fortsatte ødelæggelser af Ukraine. Den djævlepagt kan vi næppe overbevise de forfrosne, sultende og sønderbombede civile i Mariupol om visdommen i, og vi kan kun bryde den ved at gøre betragtelig skade på europæisk erhvervsliv og velfærd. Nu må vi nok en gang få amerikanerne til at hjælpe et forsvarsløst Europa ved at bede dem øge forsendelserne af flydende gas – USA er i dag stort set energiuafhængig og kan eksportere energi, fordi landet for halvandet årti siden tillod udboringen af skifergas. Vi må også gå tiggergang hos lande som Qatar, en ørkenstat, mange ellers ikke engang mener, vores landshold bør spille fodbold-VM i. Der sluges kameler i denne tid.

ANDET kan næppe siges, end at det kan undre, der skal en krig til, før europæiske lande får øjnene op for forbindelsen mellem energiforsyning og sikkerhedspolitik, skønt det virker, som om mange har valgt at sove videre. Svaret fra miljøorganisationer herhjemme har således været, at krigen bør føre til en endnu hurtigere omstilling til grøn energi, som om man kun kan komme op af dette hul ved at grave endnu dybere.

OFFER er Ukraine for Putins aldrig skjulte stormagtsdrømme og for Europas hovedløse forsyningspolitik. Omstillingen til grøn energi er nødvendig, men den bør aldrig ske på bekostning af vores egen og vores nabolandes sikkerhed. Det har vi lært på den hårde måde. kw

Comments are closed.