Weekendavisens redaktionschef Klaus Wivel skriver bare gode klimarealistiske ledere. Her er den seneste om den horrible situation Tyskland er på vej ind i.

Klaus Wivel, Rdaktionschef på Weekendavisen

TYSKLANDS ledere er i årtier blevet set på som Europas samvittighed; en forsamling, som grundet landets rædselsvækkende historie forstod nødvendigheden af at lade det politiske flugte med det moralske. Ingen er denne ansvarlighedens fane løftet højere over end forhenværende kansler Angela Merkel, som mange udråbte til Vestens egentlige leder. Om hun i sit otium vil stå lige så stærkt, er mere tvivlsomt. Det skyldes ikke blot hendes kaotiske meldinger under flygtningekrisen i 2015 og ineffektive håndtering af pandemien. Det skyldes også en energipolitik, der har skaffet tyskerne en krise, man med vidt åbne øjne er vadet lige ind i.

KLIMAPOLITIK er i Tyskland blevet ført med en forbløffende mangel på realitetssans, og med lukningerne af tre af seks kernekraftværker ved nytårstid (de sidste tre skal slukkes inden udgangen af 2022) har den nye regering tænkt sig at fortsætte kursen. Det var Merkel, der i 2011 efter ulykken på japanske Fukushima besluttede at nedlægge Tysklands kernekraftværker, men timingen er foruroligende i en tid, hvor energipriserne er på himmelflugt, og forsyningerne i fare for at svinde ind. Læg dertil, at tyskerne nu bliver endnu mere afhængige af gas fra Rusland, hvis militær i disse dage tripper utålmodigt ved Ukraines grænse, og hvis regering advarer både Finland og Sverige om følgerne, skulle de to nordiske lande finde på at tilslutte sig NATO. Putin gør meget lidt ud af at skjule, at han bruger sin gas som en fod på Europas nakke.

ER blindgyden svær at se for mange tyskere, må det mane til eftertanke, at selv EU-Kommissionen nu vil en anden vej. Her foreslog man dagen efter tyskernes nedlukninger at betegne investeringer i atomkraft og naturgas som grønne. Det hører til sjældenhederne, at Tyskland og Kommissionen på så afgørende områder skrider i hver sin retning, men i Bruxelles har man erkendt, at skal man skære ned på CO₂-udledningerne – 55 procent i 2030 i forhold til 1990 – er det ikke tyskernes klimapolitik, man bør følge. Så kræver det udvikling, ikke afvikling af den stort set CO₂-frie atomenergi. Det er samtidig en erkendelse af, at ustabile alternativer som vind, sol og vand ikke inden for overskuelig fremtid kan erstatte de fossile brændstoffer, det er målet at komme af med.

UBEGRIBELIG er situationen blevet. Tyskland forsøger at omstille sin strømforsyning til vedvarende energi, men resultatet er pauvert. Landet udleder dobbelt så meget CO₂ som Frankrig, der får betragtelige dele af sine forsyninger gennem kernekraftværker. Præsident Macron har erklæret at ville bygge flere. I Tyskland er det ikke blot naturgas, men kul, ja brunkul, noget af det mest CO₂-forurenende overhovedet, man øger afbrændingen af. Landets nye økonomi- og klimaminister, De Grønnes vicekansler Robert Habeck, erkender, at Tyskland ikke når sine klimamål i år og måske heller ikke næste år. Samtidig har RWE, det tyske energiselskab, bebudet, at man ikke kan garantere energiforsyningerne hen over vinteren. Flere års radikal klimapolitik har kort sagt ført til mere forurening, dyrere elregninger, mere Gazprom og større usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet kan skaffes strøm i ledningerne og varme i radiatorerne. Tyskland har altid peget på vigtigheden af at lytte til EU-Kommissionen. Det bør man blive ved med.

Comments are closed.