Gæsteindlæg af Martin Ågerup, CEPOS
 
Martin Ågerup, CEPOS direktør
 
Martin Ågerup har nu oplevet at få sit opslag fjernet fra LinkedIN, som han skriver om på Facebook.
 
 
 
Nu prøver jeg også at dele opslaget på min blog, på FB, på Twitter og på LinkedIN
 
Her er teksten fra Martin Ågerups Facebook opslag:

Jeg er vred

Normalt skriver jeg ikke om mine følelser, når det handler om politik. Men her vil jeg gøre en undtagelse. Jeg er vred. Vred over, at Folketinget endnu en gang lader deres forfejlede covid-19-strategi gå ud over børnene med endnu en skolelukning og med det ekstremt indgribende test-regime, der er indført.
Folketingsflertallet behandler børn som en smittetrussel, ikke som værdige individer. De skræmmer børnene. Og skal man tro formand for skolelederforeningen Claus Hjortdal, som er citeret nedenfor, så gør de børn fortræd. Nogle testes i øjeblikket hver dag, eller stort set hver dag!
Dette på trods af, at covid-19 ikke er farligt for børn. Og på trods af, at der ser ud til at være delte meninger blandt fagfolk om, hvor meget børn overhovedet smitter andre, når først de har fået Covid-19. Jeg har ikke set en samlet vurdering fra myndighederne af dette spørgsmål. Har man overhovedet undersøgt det på danske data? Eller buser man endnu en gang frem med meget indgribende påbud om test og skolelukninger uden klar evidens for størrelsen af effekten på den generelle smittespredning?
Det er utroligt, at disse spørgsmål stort set ikke bliver diskuteret. Epidemiudvalget er langt hen ad vejen et gummistempel for regeringens tvivlsomme Covid-19 politik baseret på en i bedste fald diffus strategi.
Vaccinerne forhindrer ikke smitte, men de forhindrer alvorlig sygdom hos langt de fleste. Derfor bør fokus flyttes væk fra at forhindre generel smitte – især hos børn for hvem Covid ikke er mere farligt end en almindelige influenza – og over på at beskytte de grupper, der fortsat er sårbare.
Det sidste har regeringen så forsømt. Man er kommet for sent i gang med booster-stik til de ældre. Det skal børnene bøde for med det vanvittige test-regime og nu med skolelukninger.
Hvorfor vaccinerer myndighederne børn, når man for nogle dage siden kunne læse, at kun 67 procent af hospitalslægerne, 60 procent af sygeplejerskerne og 54 procent af social- og sundhedsassistenterne på sygehusene har fået booster-stik?
Hvad er regeringens strategi? At reducere smittetal? At undgå alvorlig sygdom? At beskytte sygehuskapaciteten? Alle tre, vil nogle sikkert sige, men det er ikke en strategi. En strategi gør det muligt at prioritere. For hvert barn, der bliver vaccineret lige nu, er der en læge eller sygeplejerske, der ikke bliver vaccineret. En strategi gør det muligt at svare på, om det er den rigtige prioritering.
Prioriteringen giver (måske) mening, hvis målet er at forhindre smitte. Men den giver næppe mening, hvis målet er at forhindre alvorlig sygdom. Små børn bliver stort set aldrig alvorligt syge af Covid-19. Derimod ligger der mange på sygehusene, som kunne blive alvorligt syge, hvis de blev smittet. Prioriteringen giver heller ikke mening, hvis målet er at beskytte sygehuskapaciteten: det sidste sygehusene har brug for nu er læger og sygeplejersker, der smitter patienter og hinanden.
Eksemplet illustrerer mindst 3 ting:
  1. at regeringens Covid-19 strategi i bedste fald er diffus. Der handles, men uden en klar plan med klare målsætninger. En strategi bygger på de mulige overordnede scenarier, man forestiller sig.
  2. der er i Covid-19 håndteringen siden starten skabt en meget kritisabel præcedens for, at politiske beslutninger præsenteres og gennemføres uden, at den bakkes op af et af embedsmænd og eksperter grundigt udarbejdet beslutningsgrundlag. Se fx min seneste gennemgang af beslutningsprocessen i minkskandelen i min seneste Berlingske-klumme fra fredag (link i kommentarsporet). Sædvanligvis ville man aldrig sætte så vidtgående og indgribende politiske tiltag i søen uden vurderinger af evidensen for tiltaget, forventede konsekvenser osv.
  3. i det omfang regeringen kan siges at have en strategi, ser den ud til at være rettet imod den brede smitte i befolkningen på bekostning af den fokuserede beskyttelse af sårbare. Sådan har det været siden epidemiens start. Således brugte man enorme ressourcer på at gennemføre millioner af tests af den brede befolkning, mens der omvendt gik der meget lang tid, før man testede hyppigt på plejehjem, hvilket meget vel kan have kostet adskillige plejehjemsbeboere livet.
Den prioritering kan undre, da Covid-19 ikke er særlig farligt for hovedparten af den brede befolkning, mens den er betydeligt mere farlig for plejehjemsbeboere.
Efter vaccineringen giver denne strategi endnu mindre mening. Stort set ingen i den brede befolkning, der er vaccineret, bliver alvorligt syge af Covid-19, hvilket vi kan se på indlæggelsestallene, som er lave – i skrivende stund er der kun 65 indlagt på intensivafdelinger – et tal, der har ligget stabilt omkring det niveau længe nu.
Spørgsmålet er derfor, om vi ikke er nået dertil, hvor vi skal acceptere, at smitten spreder sig i befolkningen generelt, hvor den ikke gør ret mange så syge, at de skal indlægges, og samtidig skaber en stærk naturlig immunitet hos dem, der har haft sygdommen. Mens vi til gengæld anvender de derved sparede ressourcer på at mangedoble indsatsen om at beskytte sygehus- og plejepersonale, indlagte på hospitaler, de ældre og andre sårbare. Det sidste er der i høj grad brug for. I løbet af en måned har der været 46 hospitalsudbrud, hvor medarbejdere og patienter har smittet hinanden.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.