Gæsteindlæg af Christian Bjørnskov, genposteret fra Punditokraterne.

Christian Bjørnskov, foto: Folkeuniversitetet

Hvis man var økonom, spurgte folk i gamle dage om man var keynesianer eller monetarist. Den distinktion er forlængst forsvundet (bortset fra enkelte lærebøger på gymnasiet), og hvis man overhovedet bliver spurgt i dag, er det om man tilhører en særlig ’skole’. De mest velinformerede har hørt om den østrigske skole, mens andre blot går ud fra, at der må være forskellige skoler i nationaløkonomi. Det er nu svært at se, at der skulle være distinkte skoler, men det fundamentale spørgsmål er stadig interessant: Hvad er man, og hvilken slags forsker eller tænker definerer man sig om?

Peter Boettke, professor ved George Mason University, har ofte tænkt omhyggeligt over ting, og plejer at definere sig som en ’komparativist’. Boettkes udgangspunkt er – helt korrekt – at et af de centrale spørgsmål i al økonomisk tænkning er ’Sammenlignet med hvad?’ Og tænker man over det, bliver man hurtigt overbevist om, hvor vigtigt spørgsmålet er.

Når politikere påstår, at et forslag vil være en rigtig god ’forretning for Danmark’, er det relevante spørgsmål derfor, sammenlignet med hvad? Når virksomheder påstår, at deres produkt er overlegent, er det logiske spørgsmål sammenlignet med hvad? Når meningsdannere siger, at den nye coronavirus er bekymrende dødelig, er spørgsmålet således også sammenlignet med hvad? Eller når politikere påstår, at den eneste vej er dybere ’europæisk integration’ er det relevante spørgsmål, sammenlignet med hvad?

At være komparativist er derfor en øvelse i at spotte og applikere et helt centralt koncept i økonomi, som mange folk ikke forstår og mange politikere aktivt benægter: Opportunitetsomkostninger. Bruger man ressourcer på X, kan man ikke også bruge ressourcerne på Y – ressourcer kommer ikke ud af den blå luft. Der er således en opportunitetsomkostning ved alt, som består i det man netop ikke bruger ressourcerne på. Overvejer kommunen for eksempel at bygge en letbane i Aarhus, man må spørge om det er en god idé sammenlignet med hvad de samme ressourcer – borgernes tid, penge, humankapital, osv. – kunne bruges på: Kunne kommunen have brugt de samme ressourcer (eller færre) på et bedre formål, eller kunne borgerne måske selv have brugt ressourcerne bedre i stedet for at give dem mere eller mindre frivilligt til kommunen? Dermed har man også stillet spørgsmålet, hvorfor politikere mener de er gode til at tage beslutninger – sammenlignet med hvad og hvem? Som Thomas Sowell ofte har sagt, findes der ingen løsninger, kun trade-offs. Er man komparativist starter ens tænkning netop med trade-offs i stedet for videnskabelige enhjørninger. Jeg er ideologisk komparativist.

Vis artikel…

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.