Denne artikel er bragt i REO tidsskrift i 2016, og bringes på min blog med tilladelse fra REO.

I virkelighedens verden er det ikke muligt at ”forudsige” fremtiden da kombinationen af mennesker & natur er et komplekst system fyldt med kaotiske & uforudsigelige elementer.

Godt nok findes der megatrends, som nu har varet i flere hundrede år:

Vi bliver flere, men ikke for mange, rigere, ældre, bor tættere i byer, forbedrer natur & miljø, formindsker knaphed og bliver stadig mere bange for alting uden særlig grund.

Men det er ikke en given sag, at det vil fortsætte. Menneskenes uformåenhed og dumhed eller naturens katastrofale luner kan til enhver tid sætte en stopper for denne udvikling.

Vi bliver flere, men ikke for mange, rigere, ældre, bor tættere i byer, forbedrer natur & miljø, formindsker knaphed

En god energi- og klimapolitik, der bygger på økonomisk vækst og teknologisk udvikling, er afgørende for at menneskene kan blive robuste over for fremtidens forandringer. Sådan er energipolitikken ikke nu, men måske kan vi komme derhen. Lad mig give et bud på fremtiden.

Hvis jeg skal forsøge at indramme, hvad der kan & vil ske med klima & energi i fremtiden, vil jeg benytte mig af fremtidsforskningens arbejdshest: scenarieanalysen, som på basis af forskellige forudsætninger om mulige fremtider konstruerer et antal scenarier for, hvordan verden kan komme til at se ud.

I denne analyse vil jeg arbejde med en matrix bestående af to akser:

Kold vs. Varm & Fri økonomi vs. Kommando/kontrol økonomi.

Energi og Klima i Danmark 2046, graf: KIDM

I den kolde verden = en verden, hvor temperaturen ikke har ændret sig væsentligt i forhold til nu, eller det ligefrem er blevet koldere, bliver det påvist, at FN’s klimapanel i væsentlig grad har overvurderet den såkaldte klimafølsomhed (=temperaturændring pr. fordobling af CO2 i atmosfæren) blandt andet fordi, man i utilstrækkelig grad har taget hensyn til naturlige påvirkninger af klimaet.

I den kolde verden = en verden, hvor temperaturen ikke har ændret sig væsentligt i forhold til nu, eller det ligefrem er blevet koldere, bliver det påvist, at FN’s klimapanel i væsentlig grad har overvurderet den såkaldte klimafølsomhed (=temperaturændring pr. fordobling af CO2 i atmosfæren) blandt andet fordi, man i utilstrækkelig grad har taget hensyn til naturlige påvirkninger af klimaet.

I den varme verden følger temperaturen FN’s klimapanels middelfremskrivninger. De er ganske vist væsentligt højere end den faktisk konstaterede temperaturudvikling, men indregnes for at sikre at problemet ikke undervurderes.

I den frie økonomiske verden reguleres energi & klima med markedsmæssige tiltag. F.eks. afgifter på kulstof, der er lig med værdien af den reelle eksternalitet. De faktiske ressourceforhold respekteres, f.eks. at der ikke er eller foreløbig bliver reel knaphed på fossile brændstoffer. Og det er klart for alle, at en forceret grøn omstilling er skidt for den økonomiske vækst og fjerner (mange) flere job, end den skaber.

I kommando/kontrol verdenen reguleres området med ”pick-the-winners” strategi og eksorbitante statstilskud uden nogen realistisk relation til de faktiske nettogevinster/omkostninger ved klimaændringer. Desuden regnes med urealistiske knaphedsscenarier med følgende voldsomme stigninger i priser på fossile brændstoffer. Og den grønne omstilling hypes som positiv for vækst og beskæftigelse.

I kommando/kontrol verdenen reguleres området med ”pick-the-winners” strategi og eksorbitante statstilskud uden nogen realistisk relation til de faktiske nettogevinster/omkostninger ved klimaændringer

Fælles for alle scenarier er, at de store udviklingslande: Kina, Indien etc. snakker klimahysteriet i vesten efter munden og gør, hvad der er nødvendigt for at skaffe sine befolkninger rigelig og billig energi og derfor bygger kulkraft- og atomkraftværker for fuld fart. Da CO2-udledningen fra vesten udgør en stadig mindre del af den samlede udledning får det meget lidt betydning for CO2 og klima, hvad vi gør i vores del af verden.
Med disse rammeforudsætninger får vi fire scenarier for 2056:

Varm & Rig

Den frie & varme verden i 2056 er en rig verden, flere gange rigere end nu.

Ganske vist er der nettoomkostninger ved klimaændringerne, idet omkostningerne ved at tilpasse sig vandstandsstigningen på ca. en halv meter i lavtliggende kystområder som Bangladesh & ved at flytte landbrugsproduktion fra (for varme) tropiske områder overstiger gevinsterne for landbruget på grund af mere CO2, mere væde og højere temperatur og længere vækstsæson i store uudnyttede områder som Canada & Sibirien. Plus gevinsten ved lavere omkostning til opvarmning og meget færre kuldedødsfald i store dele af verden.

Den samlede klimaomkostning viser sig at ligge tæt på klimapanelets øvre intervalgrænse på 2 % af BNP.

Et stort beløb, men det overvældes fuldstændig af, at den frie verden har en økonomisk vækst på rundt 5 % om året således, at klimaændringerne kun udskyder opnåelsen af et givet velstandsniveau med 5 måneder.
Baggrunden for den gode fremgang var blandt andet, at man på klimakonferencen i Djakarta i 2022 endelig fik realistisk greb om den internationale klimapolitik og vedtog de rigtige midler til at løse problemet med.

Man blev enige om at fjerne alle produktionstilskud til enhver form for energiproduktion og om at pålægge en global kulstofskat på et niveau, der svarer til de reelle omkostninger ved tilpasningen til klimaændringerne. Det gav et vældigt boost til udvikling af atomkraft, herunder thorium. Og det var med stolthed af energiminister Villum Christensen i 2030 indviede et 2 GW atomkraftværk på Anholt, som sikrede en dramatisk reduktion af det danske CO2 udslip på en meget kosteffektiv vis.

Det var med stolthed af energiminister Villum Christensen i 2030 indviede et 2 GW atomkraftværk på Anholt

Danmark blev igen et foregangsland med energiteknologi. Og det nye globale økologiske modelcenter på DTU i Lyngby med Henrik Svensmark som leder, viste sig hurtigt i stand til at belyse forholdet mellem naturlige og menneskeskabte påvirkninger af klimaet på en retvisende måde, og fik afmonteret de urealistiske myter om den nært forestående ”klimakatastrofe”.

På Herrens mark

Denne varme & planøkonomiske verden bliver som helhed også rigere end nu, men velstandsudviklingen går uden om den vestlige verden, som fastholder den kommanderede ”grønne omstilling” og ”fossilfri” samfund med disproportionale tilskud til retroteknologier som vind & brænde og fortsat afvikling af den eneste teknologi, der batter noget, atomkraften. Det koster os buler af penge alene i DK 100 mia./år = 5 % af vores BNP, og gør at USA & EU-området bliver fanget i lavvækstfælde, som vi ikke kan vride os ud af.

Der forekommer udbredt energifattigdom, hvor ældre mennesker må gå med overtøj indendørs for ikke at fryse, samtidig med, at aktionærerne i de statsstøttede VE virksomheder flasher deres Teslaer og 500 kvadratmeter opvarmede og overdådigt oplyste paladser ved Strandvejen i Kbh.
Opvarmningen forløber omtrent som klimapanelets middelfremskrivning, så den globale temperatur i 2056 er ca. 1 grad højere end nu. De store negative konsekvenser i form af eks. ekstremvejrs påvirkning af menneskers overlevelse og velstand har ikke vist sig. Ikke spor mærkeligt i betragtning at et varmere klima udjævner temperaturforskelle og dermed begrænser stormvejr.

Der forekommer udbredt energifattigdom, hvor ældre mennesker må gå med overtøj indendørs for ikke at fryse

Det forhindrede ikke velmenende politikere og politiserende forskere på den ene klimakonference efter den anden at bedyre, at nu kommer katastrofen og ”tipping” pointet er lige om hjørnet. Alle kan huske, da Uffe Elbæk i 2030 ved Folketingets åbning havde klædt sig i sæk og akse og forlangte, at alle danskere skulle gøre det sammen for at redde kloden.
På klimakonferencen i Reykjavik i 2045 blev det til sidst for meget for den kinesiske regeringschef. Godt nok havde kineserne og inderne gået og grint i skægget over den ”grønne møllesten” som den vestlige verden havde lagt sig selv om halsen. Men efterhånden var det godt op for dem, at det også var til skade for deres egne lande og disses forbrugere, at vestens vækst var unødigt lav.

Så han greb dirigenthammeren, slog i bordet, og råbte henvendt til de vestlige delegerede. ”Stop nu det Nordgermanske selvpineri og kom ind i kampen. Varm og rig er bedre end kold og fattig”.

Lige meget hjalp det. De vestlige politikere fremturede med deres klakører i den grønne lobby og den konfliktsøgende boulevardpresse og hældte stadig større ressourcer i det ”grønne hul”.

Mere kul på

I den frie & kolde verden var det omkring 2020 efterhånden gået op for de fleste, at den ”pause”, der havde vist sig i den globale opvarmning fra omkring år 2.000, ikke var midlertidigt fænomen, men et tegn på, at naturlige påvirkninger var fuldt så betydelige for klimaet som menneskeskabte. Den store gule fætter oppe på himlen var ved at gå i dvale og der var risiko for, at det snart ville blive koldere. Hvilket med sikkerhed ville være meget problematisk for den globale velstand, da en kold og tør verden er ufrugtbar og meget ukomfortabel for den tropiske dyreart, Homo sapiens.

Den store gule fætter oppe på himlen var ved at gå i dvale

Så galt gik det dog ikke. Afmonteringen af klimahysteriet fik sat fuld fart på udvikling af fossil teknologi og anvendelse af kulkraft, og den forøgede udledning vedblev med at gøre jorden grønnere samtidig med, at den modvirkede afkølingen så vi i 2056 har nogenlunde samme global temperatur som i dag.

Regeringen Samuelsen, fik i 2022 givet det endelige dødsstød til ”det fossilfri samfund” og afmonterede alle de ubegribeligt generøse tilskud til produktion af energi med forældede metoder.

I stedet blev det på europæisk niveau, inklusive Danmark & Grønland, besluttet at udvinde al den fossile energi, man kunne komme i nærheden af. Det lykkedes endeligt at finde et stort skifergasreservoir i nærheden af Hillerød, hvilket gav en ”kickstart” til Hillerød Oil & Gas klyngen godt hjulpet at DTU’s center for fossile brændstoffer. Der kom naturligvis nogen ”småprotester” fra reaktionære grønne interesser, men deres indflydelse var heldigvis udraderet efter, at deres konstant markskrigeri om ”jorden går under på fredag” var blevet grundigt falsificeret.

Danmark genindtog sin plads som teknologiledende på kulkraft, og det var en stor dag, da man igen indviede Enstedværket ved Åbenrå til en ny æra med kul.

Hovedet på sømmet blev slået, da man i 2027 ved Grønland fandt en let tilgængelig forekomst af methanhydrat i så store mængder, at der var nok til hele Danmarks energiforbrug i 200 år.

Den eneste malurt i bægeret var, at den permanente lave oliepris på under 25 dollars tønden fuldstændig smadrede Saudi-Arabiens økonomi således, at IMF i 2028 måtte træde til. Den medfølgende uro startede en massive migrantbølge til EU området. Men heldigvis havde fjernelsen af de grønne subsidier medført en voldsom økonomisk vækst i EU, så politikerne fik både vilje og muskler til at klare den denne udfordring på rationel vis.

Efterladt på perronen

I den kolde, planøkonomiske verden går det en overgang Danmark rigtig skidt. Ganske vist ser resten af vesten efterhånden og meget modstræbende virkeligheden i øjnene: ”Det bliver ikke varmere” og vikler sig langsomt ud af den grønne økonomiske spændetrøje og får sat gang i væksten igen. Det er ikke hjælpsomt, at man er meget træg med at få sat i gang i udvikling af fossiler og at det derfor på grund af solens svigt når at blive en grad koldere, med alle denne afkølings negative konsekvenser.

Men lille Danmark, foregangslandet, kan ikke rive sig fra af retorikken om det ”fossilfri samfund” og fremturer på trods af enhver sund fornuft.
Regeringen Frederiksen, som kom til magten i 2021, havde gjort sig helt afhængig af Alternativet, som var totalt ligeglade med omkostningerne ved den nu åbenbart unødvendige ”grønne omstilling”. Tværtimod var man tilfredse med, at det er dyrt. For jo færre penge har danskerne til ”unødvendigt” forbrug. Man kan godt se, at temperaturen falder, men det gør ikke indtryk. Vores livsstil skal bare lægges om til den ”økologiske landsby”.

Selv det, at Vestas i 2024 var gået konkurs med et brag, fordi resten af verden har stoppet tilskud til vindmøller, gør ikke noget indtryk. DK fortsatte ufortrødent med at pumpe 100 mia.kr. om året i eventyret.
Alle grundlastværker var efterhånden blevet så nedslidt, at der opstod jævnlige strømafbrydelser. Dansk industri & landbrug kunne ikke leve med dette og flagede mere og mere ud sammen med dygtige unge danskere, som stemte med fødderne i protest mod, at topskattegrænsen var sat ned til 360.000 kr. og forhøjet til 25 % for at betale gildet.

Vestas var i 2024 gået konkurs med et brag, fordi resten af verden har stoppet tilskud til vindmøller

Mediernes ukritiske grønne eftersnak hjalp heller ikke, men til sidst gik det dog op for danskerne, hvor groft de var blevet snydt og ved jordskredsvalget i 2033 kom der endelig nye boller på suppen i form af partier, der fejede den grønne tvang ud af døren. Langsomt rettes der op på tingene og i 2056 er DK igen velforsynet med moderne energi og på vej tilbage i top 25 af verdens rigeste.

Og det middelrette skøn?

Det middelrette skøn er et godt økonomudtryk for det mest sandsynlige scenarie.

Min vurdering er, at temperaturen kommer til at stige svagt og vil være ca. en halv grad varmere i 2056 end nu, og at det efterhånden går op for de fleste, at det er et helt overskueligt problem, som man skal løse billigst muligt.

Forholdet mellem frihed og kommando/kontrol vil med sikkerhed vedblive at være mudret, men med en trend mod frihed, da frie økonomier præsterer (meget) bedre end ufrie.

Temperaturen kommer til at stige svagt og vil være ca. en halv grad varmere i 2056 end nu

Så i 2056 vil mere end 80 % af verdens energiforsyning stadig være baseret på en kombination af fossile brændstoffer & atomkraft.

Og der er god sandsynlighed for, at der vil være mindst et atomkraftværk i DK og at kulkraft igen kommer til ære og værdighed.

Comments are closed.