Af Rasmus Toft-Petersen, Fysiker, DTU

Der går ikke en dag, uden at man i medierne kan læse om et nyt teknologisk gennembrud. Intelligent tøj, selvkørende biler, gennembrud i kræftforskningen er alle historier, der vidner om, at fremtiden er her. Der tales om eksponentiel teknologisk udvikling, og Elon Musk, der er i fuld gang med at genskrive manuskriptet til The Terminator (1984), tweeter løs om, hvordan kunstig intelligens muligvis kan starte 3. Verdenskrig [1]. Herhjemme er spådommene på finansloven i form af Disruptionrådet. Her fortæller kulturkendisser os, hvordan vi skal forlæns ind i fremtiden og forberede os på den accelererende teknologiske udvikling. Men går udviklingen virkelig så hurtigt som IT-folket, de kreative og medierne giver os indtryk af? Meget tyder på det modsatte; der går er usædvanligt lang tid mellem gennembruddene, som tilmed bliver af mindre og mindre betydning for vores levestandard.   

Den teknologiske udviklings tilstand er ikke uigennemskuelig for andre end forskere og IT-virksomheder – vi kan alle tage temperaturen på udviklingen ved at se på vores hverdag. Teknologiske gennembrud tælles nemlig ikke i avisspalterne eller i de videnskabelige tidsskrifter, de tælles i hverdagen, da formålet med teknologi er at forbedre netop den. Her ser vi da tegn på teknologisk udvikling i IT-sektoren. For 35 år siden fyldte computere et helt skrivebord, nu har vi det meste elektronik integreret vores smartphones. Smartphones er et godt eksempel på udviklingen, da de ikke i sig selv kan noget man ikke kunne før, men de gør velkendt teknologi mere tilgængelig. Både GPS, computere, touchscreens, kameraer og telefoner eksisterede længe før 2008, men nu er teknologien billig og mobil.

Teknologi er udslagsgivende i mange andre sektorer end lige IT-sektoren – transportsektoren, industrien og sundhedssektoren er på mange måder vigtigere for vores hverdag. Selvom flatscreens, søgemaskiner og smartphones er – ja, smarte – kan udviklingen næppe sammenlignes med fortidens teknologiske kvantespring – i alle sektorer. Hvor elektronik, computere, robotter, p-piller, flyrejser til masserne, rumfart og kernekraft blev opfundet i en periode på omkring 25 år fra 1945-1971. Den økonomiske udvikling fulgte dengang med, og levestandarden blev drastisk forøget på grund af materielle forbedringer i både transport-, industri- og sundhedssektoren. Medianlønnen steg til følge. For slet ikke at tale om de enorme gennembrud i folkesundhed, elektrificering og masseproduktion, der fandt sted tidligere i det forrige århundrede. Grænserne for det mulige blev dengang udvidet, og folk havde travlere med at tilpasse sig udviklingen end med at diskutere den. I flere sektorer bliver grænserne for det mulige ikke længere udvidet i dag – gennembruddene er sjældnere og de finder ikke vej til vores hverdag.   

Vi har nogenlunde de samme husholdningsmaskiner i dag som for 40 år siden. Vores køleskabe (1913), vaskemaskiner (1937), og støvsugere (1910) er opdaterede versioner af efterkrigstidens varianter. Vores biler og toge har fået designløft, men funktionen har stort set været uændret de sidste 30 år; herhjemme kører vores gamle dieseltoge endda langsommere end for 50 år siden [2]. Der er detaljer til forskel på moderne charterfly og datidens Boeing 747 (1968), og for 20 år siden kunne man komme hurtigere over Atlanten med Concorden (1976), end man kan i dag.

Vi sendte en mand på månen i 1969, og siden er udviklingen i rumteknologi gået umådeligt langsomt. Det koster stadig alt for meget at sende materiale ud af jordens tyngdefelt. Materiale sendt ud i rummet er bogstaveligt talt sin vægt værd i guld [3]. Hvis man til NASA’s nuværende opsendingspris skulle bygge noget på størrelse med Eiffeltårnet i rummet, ender prisen på over 1000 milliarder danske kroner. Selvom den sidste genbrugelige rumfærge fløj i 2011, forsøger Space-X stadig at få prisen ned ved at genbruge. I år gik prisen dog op [4]. Men Space-X forsøger ikke at skifte teknologi; de bruger stadig den samme type kemiske raketter, som fik os til månen. Selv til halv pris er det svært at forestille sig en rumalder, der er væsentlig anderledes, end den vi har i dag. Det er stadigt alt for dyrt, medmindre vi opfinder en helt ny måde at sende materiale ud i rummet på.  

Robotteknologien er en af de mest hypede teknologier. Talen om robotrevolutioner på arbejdsmarkedet er et årelangt crescendo; hvert år forudsiges der hurtigere og mere omfattende omvæltninger. I mellemtiden sker der forbavsende lidt. Folk har nogenlunde de samme jobs som for 20 år siden. Robotter vinder mere og mere indpas, men det har de gjort siden 60’erne. Den første robot, Unimate, blev taget i brug i 1961, og robotarmen ”The Stanford Arm” (1969) og dens efterfølgere blev allerede masseproduceret i 70’erne. De havde både tryksensorer og kameraer, og kunne udføre samlebåndsarbejde i flere industrier. Robotter skal, dengang som nu, være forprogrammeret til at løse de ekstremt monotone arbejdsopgaver, de egner sig til. Selv når man forsøger at mekanisere noget så ligetil som at stege bøffer, melder problemerne sig [5]. Mange forsøg på at anvende robotter i husholdningen er ikke slået igennem, robotplæneklipperen (1995) og robotstøvsugere (1996) er stadig ikke gængse. Man får et mere realistisk billede af udviklingen ved at sammenligne de eksempler på robotter vi ser i dag [6] med dem man brugte rutinemæssigt i 70’erne [7]. Ligheden er slående, og selvom flere arbejdsopgaver bliver automatiserede, ser udviklingen ikke ud til at gå bemærkelsesværdigt hurtigt.

Så er der de selvkørende biler, som alle taler om, men ingen kører i. Udviklingen af selvkørende biler startede i 80’erne [8], og bilen ’Navlab’ kunne i 1995 køre næsten 5000 kilometer uden fører i 98 % af tiden. Man hører tit lignende historier i dag, hvor biler har kørt selv i kontrollerede miljøer eller på motorvej med en fører, der tager over, når det bliver for svært. Der er klassificeret fem niveauer af automation i bilindustrien (1-5), og kun de to højeste kræver ikke en fører bag rattet klar til at tage over. Ved niveau 4 vil man kunne forlade førersædet i visse områder, og niveau 5 vil være en bil helt uden rat. Hverken niveau 4 eller 5 er lige på trapperne [9]. Der er nemlig meget stor forskel på at køre på motorvej og på at køre i centrum af København om vinteren. Med vejarbejde, cyklister, uforudsigelige fodgængere og alt det andet man skal holde øje med. Uden fuld-automatisering er det svært at se, hvor omvæltende det skulle være, at de stadigt nødvendige chauffører i bestemte områder ikke behøver at holde øje med vejen. Det står heller ikke klart, hvem der har det juridiske ansvar for en selvkørende bil.

Det centrale element i selvkørende biler er selvfølgelig det tit misbrugte begreb ’kunstig intelligens’, eller mere korrekt, machine learning. Altså software, der selv kan genkende mønstre og bruge data til løbende at forbedre evnen til at løse en specifik opgave.  Teknologien fungerer, i 1997 slog skakcomputeren Deep Blue stormester Kasparov i skak, og i 2016 slog AlphaGo mesteren Lee Sedol i spillet Go. Eksemplerne er ikke kun relevante på grund af de 20 år der gik imellem de to bedrifter, men også fordi de illustrerer, at machine learning ikke giver anledning til all-purpose do-this-do-that-teknologi. Det er højt specialiseret software, typisk udviklet til én specifik opgave og altid med store mængder arbejdskraft investeret fra menneskers hånd. Machine learning er – lige som robotterne – et nicheværktøj, der meget langsomt bliver mere og mere udbredt, ikke nogen revolution.

Nogle mener, at egentlig kunstig intelligens er lige på trapperne. Altså intelligens i den forstand vi egentlig mener det, med en bred og fleksibel kognitivitet, tilpasningsevne, selverkendelse og kreativitet. Deres argument er, at vi om få årtier når dertil, hvor en regnekraft svarende til menneskets – målt i udregninger per sekund – kan købes for menneskepenge [10]. Humanister krummer med rette tæer, når de støder på så ekstrem reduktionisme, og ud over det, ser Moore’s lov for computeres accelererende regnekraft ud til at løje af [11].

Intet sted har teknologi dog været vigtigere end i sundhedssektoren, hvor gennembrud indenfor vacciner, antibiotika og sanitet i starten af forrige århundrede forviste dødelige sygdomme til alderdommen. Fra 1900 til 1950 faldt dødsraten fra smitsomme sygdomme i USA med 95 % [12]. Da den efterfølgende generation skulle forsøge at gøre noget ved de mere komplicerede tilbageværende sygdomme, viste det sig at være nogle hårde nødder at knække.  

Ifølge den amerikanske sundhedsstyrelse var de ti hyppigste dødsårsager i 1973 følgende: Hjertesygdomme, kræft, hjerneblødninger, uheld, influenza/lungebetændelse, sukkersyge, leversygdomme, åreforkalkning, spædbørnsdødelighed og lungesygdomme [13], hvoraf de to førstnævnte stod for langt de fleste dødsfald. Her i 2018 ser listen nogenlunde ens ud. Det er stadig kræft og hjertesygdomme, der får ram på de fleste af os, og kun tre af de ti største dræbere er blevet forvist fra listen: åreforkalkning, spædbørnsdødelighed og leversygdomme er blevet erstattet af Alzheimers, nyresygdomme og selvmord [14].

Kontrasten til første halvdel af det 20. århundrede er voldsom, især hvis man tager de brugte ressourcer i betragtning. Siden Nixon erklærede krig mod kræft i 1971, har USA og Europa hver brugt flere hundrede mia dollars på kræftforskning. Aldrig har der været flere forskere beskæftiget med ét emne. Ikke desto mindre er dødeligheden fra sygdommen kun dalet omkring 10-20 % på 40 år [15] – og kræft er stadigt den mest frygtede sygdom i de udviklede lande. 

Efter opdagelsen af genets molekylærstruktur (1953) har forventningerne til genteknologien – og biologien som videnskab generelt – været tårnhøje. Man håbede, at der findes gener for alskens dødsårsager, kræft, alkoholisme, Alzheimers, endda alderdom – som man ved genterapi bare kunne fjerne. Meget tyder på at det første er rigtigt, men at det sidste er mere kompliceret end det lyder [16]. Uden for sundhedssektoren tilbød genmodificerede organismer (GMO, 1974 – 1983) muligheden for en ny grøn revolution [17], men potentialet er stadig ikke indfriet og det bliver stadigt diskuteret hvorvidt man overhovedet skal bruge denne gamle teknologi [18].

Så hvis man ser på vores hverdag, er det et rimeligt synspunkt, at den teknologiske udvikling er stagneret – selvfølgelig i forskellig grad i de forskellige sektorer. De teknologiske kvantespring, der tales om, har enten længe været urealiserede eller nicheteknologi i langsom udvikling. Innovationsrate – antal opfindelser per indbygger per år – har endda været faldende siden starten af 1900-tallet [19]. Den økonomiske vækst har længe været aftagende i både EU, Japan og USA [20], og vores arbejdstid har været nogenlunde konstant de sidste 20 år [21] – ikke just hvad man ville forvente, hvis en hær af effektive og intelligente robotter var ved at overtage arbejdsmarkedet.

Informationsteknologi har over en bred kam ikke indfriet datidens forventninger til stigende produktivitet. Vækstforskeren Robert Solow udtalte i 1987, at man kunne se computere alle vegne undtagen i produktiviteten. I 2001 har vi i Danmark digitaliseret mere og mere i den offentlige sektor, men det er den ikke blevet mindre af. I dag undrer økonomer sig over, hvorfor produktiviteten kun stiger meget langsomt i det meste af Vesten på trods af eksploderende IT-sektor [22]. Det kan der være mange grunde til, men tilsyneladende er e-mail-skriveri, powerpoint-præsentationer og sociale medier ikke så velstandsskabende som først antaget. 

Der er dog ingen tvivl om, at vi globalt set er blevet rigere.  De sidste 30 års økonomiske udvikling er intet mindre end forbløffende, og har gjort, at de fleste mennesker i dag har adgang til de gamle omvæltningsteknologier. International handel har givet anledning til en specialisering, der har gjort næsten alt billigere, så selv komplekse produkter som smartphones er billige nok til at blive gængse.

Men der er forskel på at udbrede teknologi ved at gøre den billigere og på at flytte grænserne for det mulige. Specialisering inden for katapultbyggeri får ikke én over Atlanten, og universel adgang til penicillin giver os ikke en kur mod kræft. Hvis den langsigtede teknologiske udvikling skal sikres, har vi brug for nye gennembrud, ikke kun trinvis udvikling af gamle.

Et godt bud på årsagen til den teknologiske stagnation er, at både de grundvidenskabelige og teknologiske udfordringer er langt sværere i dag end de var for hundrede år siden. De lavthængende frugter er blevet plukket. Kuren mod kræft lader ikke vente på sig fordi forskerne ikke er dygtige (det er de), det er bare en ekstremt kompliceret sygdom. Det er ganske enkelt nemmere at udrydde kopper, end det er at kurere kræft og Alzheimers. Ligesom det er nemmere at bygge en transkontinental jernbane end at rejse til månen, og nemmere at opdage elektricitet end forstå det tidlige univers. Den kraftigt stigende kompleksitet på vidensfronten giver anledning til en høj specialiseringsgrad. Forskere isolerer sig i felter, underfelter samt måleteknikker, og har svært ved at samarbejde med folk fra andre underfelter, for slet ikke at tale om andre fag.  

Gennembrud er også langt dyrere end de var dengang. Vacciner, penicillin og god hygiejne billige, men kemo- og strålingsterapi koster mange hundrede tusinde kroner per patient. Det er langt dyrere at komme ud af jordens tyngdefelt end at flyve til New York, og selv gamle opfindelser som TGV-toget (1981) er forblevet for dyre til at blive bredt implementerede. Concorden blev endda afviklet, fordi den var for dyr. Tegnebrætsidéer som Hyperloops kræver enorme investeringer, og det er svært at se fordelen over den meget billige – og stadig ret hurtige – flyteknologi.

Optimisterne begrunder den eksponentielle udvikling i de accelererende gevinster der kan være ved teknologisk udvikling. Bedre teknologi giver mere regnekraft, økonomisk og teknologisk overskud til mere og bedre forskning, hvilket igen giver anledning til en endnu hurtigere teknologisk udvikling; i en uendelig og accelererende positiv spiral. Men den tilgang tager ikke højde for de forhold, der trækker i den modsatte retning: Mere komplicerede problemer, dyrere implementering af ny teknologi og det faktum at vores biologiske hjerner stadig skal lave tænkearbejdet, og de udvikler sig som bekendt ikke efter Moores lov.

Hvad kan man så gøre ved den teknologiske stagnation, forudsat at man anerkender den? Man kan selvfølgelig ikke gøre projekterne nemmere, men man kan muligvis fremelske flere gennembrud ved at løbe flere risici. Statistikeren og provokatøren Nassim Nicholas Taleb mener f.eks. ikke, at teknologiske gennembrud kommer fra en forbedret teoretisk forståelse, men snarere fra en trial-and-error proces der minder om evolution [23]. Gennembrud er bottom-up, tilfældige af natur, og kommer aldrig fra den kant man forventer. Kemoterapi, penicillin, jetmotoren og internettet er blot nogle få eksempler på gennembrud fra sidelinien. Derfor er den bedste strategi at satse mere tilfældigt og så bredt som muligt. Diversificér porteføljen, lyder budskabet fra den tidligere aktiespekulant.   

Vores strategi er nærmest den modsatte i dag. Overalt i Europa og USA satses der på lignende projekter, især inden for energi, IT, og grundlæggende videnskab – politikerne har valgt vinderne. Det er tilmed i forskernes interesse at forske i det andre forsker i, da deres artikler skal citeres for holde CV’et konkurrencedygtigt. Få har incitament til at løbe store risici. Både virksomheder og forskere skal tit levere på en meget kort tidsramme, der er sat af de offentlige og private fonde, der finansierer dem. Det udgør et kraftigt incitament til at beskæftige sig med mindre projekter, der ikke skaber nye industrier eller forskningsfelter. Men fejlslagne projekter er ikke et tab, det er en investering. Hvis omkostningerne ved at fejle minimeres, bliver der satset mere ambitiøst. Universiteterne udfører mere og mere udviklingsarbejde, som det private erhvervsliv fint ville kunne udføre selv, hvis det kan betale sig. Det tager fokus væk fra den grundforskning der indebærer risici, som det private erhvervsliv muligvis ikke har råd til at løbe. Det er på den korte bane fordelagtigt for det private, at offentlige forskningsmidler bruges i synergi med virksomhedernes projekter, men på lang sigt kan det være en hæmsko for den teknologiske udvikling.

Vi diskuterer tit den teknologisk udvikling som vi diskuterer vejret, som en udefrakommende naturkraft, man bare må indrette sig efter. Men den skabes jo af os, gennem forskning på universiteterne, R&D i det private erhvervsliv, gennem regulering, finansiering og incitamenter. Alt sammen via den videnskabelige metode, som også altid har været i udvikling. Udviklingen diskuteres dog ret overfladisk, hvor metoderne, kontroverserne og detaljerne ignoreres, til fordel for de mere farverige overdrivelser. Det giver et forvredent billede af den fremskridt i den offentlige debat. Det er et problem, da den teknologiske udvikling er mindst lige så betydningsfuld for vores liv og levestandard som den politiske ditto.   

[1] https://www.cnbc.com/2017/12/18/9-mind-blowing-things-elon-musk-said-about-robots-and-ai-in-2017.html

[2] https://jyllands-posten.dk/indland/ECE7878329/en-togtur-kraever-taalmodighed-toget-er-langsommere-end-for-50-aar-siden/

[3] https://oig.nasa.gov/docs/IG-18-016.pdf#bi

[4] https://nordic.businessinsider.com/spacex-nasa-launch-cost-increase-reasons-2020-2018-4?r=US&IR=T

[5] https://interestingengineering.com/flippy-the-burger-making-robot-was-fired-after-just-one-day-at-work

[6] https://www.fyens.dk/erhverv/Robotter-i-gartneriet-Robotten-pakker-persillen/artikel/3284384

[7] https://youtu.be/-fXV6KzhBbM

[8] https://www.youtube.com/watch?v=ntIczNQKfjQ

[9] https://nordic.businessinsider.com/self-driving-cars-not-feasible-in-5-years-automakers-say-2017-1?r=US&IR=T

[10] https://waitbutwhy.com/2015/01/artificial-intelligence-revolution-1.html

[11] https://www.economist.com/technology-quarterly/2016-03-12/after-moores-law

[12] https://jamanetwork.com/journals/jama/fullarticle/768249

[13] https://www.medicalnewstoday.com/articles/282929.php

[14] https://www.cdc.gov/nchs/data/dvs/lead1900_98.pdf

[15] https://www.cancer.gov/news-events/press-releases/2012/ReportNationRelease2012

[16] https://www.technologyreview.com/s/406797/the-glimmering-promise-of-gene-therapy/

[17] https://en.wikipedia.org/wiki/Green_Revolution

[18] https://www.scientificamerican.com/article/the-truth-about-genetically-modified-food/

[19] accelerating.org/articles/InnovationHuebnerTFSC2005.pdf

[20] https://www.nytimes.com/2016/08/07/upshot/were-in-a-low-growth-world-how-did-we-get-here.html

[21] https://voxeu.org/article/how-much-we-work-past-present-and-future

[22] https://www.newyorker.com/news/john-cassidy/the-great-productivity-puzzle

[23] fooledbyrandomness.com/ConvexityScience.pdf

Tags:

Comments are closed.