I føljetonen om vejen til overflod er vi nået til ressourcer, herunder vand. Det er ubegribeligt, at folk kan være bange for vandmangel på en planet, der er dækket med vand og hvor afsaltning koster 0,5 USD pr. m3.

En af vor tids hårdnakkede myter er ideen om ”jordens knappe ressourcer”. Vi hører hele tiden, at jorden går under på fredag, fordi vi er lige ved at løbe tør for det livsvigtige stof: dit-og-dat. I sin mest latterlige form ser vi voksne veluddannede mennesker stå og spilde deres tid med at sortere køkkenaffald i små farvede plastikposer for at redde jordkloden.

Det er helt på månen. Der er ikke og bliver aldrig, indtil solen brænder ud, mangel på nogen fysiske ressourcer i en grad, så det forhindrer menneskene i fortsat at blive flere – men ikke for mange, rigere, klogere og ældre.

De velmenende politikere og meningsdannere, der udbreder sig om ”jordens knappe ressourcer”, har ikke sat sig ind i ressourceøkonomi. De konkluderer simplistisk, at når der er ”kendte reserver” af et givet stof til XX års forbrug, så er ballet forbi fordi efter XX år. De stopper ikke et øjeblik op og undrer sig over, at der også for XX år siden kun var stof til XX år, og at materialet derfor burde være væk nu.

Sagen er, at begrebet ”kendte reserver” intet har at gøre med den samlede mængde fysiske ressourcer.

Inden for ressourceøkonomien betyder kendte reserver blot den mængde stof, der kan udvindes lønsomt med dagens pris og med dagens teknologi. De to centrale variable, pris og teknologi, varierer stærkt over tid. Prisen er svær at forudsige, da den er udtryk for at kompliceret forhold mellem udbud og efterspørgsel på det globale marked. Den teknologiske formåen til at udvinde ressourcer fra stadigt tyndere og mere rigelige forekomster stiger derimod entydigt over tid.

Mekanismen er, at lageret af ”kendte reserver” fyldes op i takt med, at der bruges af det. Det koster naturligvis mange penge at investere i at eftersøge nye ressourcer, og det vil koste for meget i renter etc., hvis man lægger for meget på lager.

Det svarer fuldstændig til, at de fleste hjem har et køleskab, hvor der plads til nogle dages forbrug, så man ikke behøver at rende i supermarkedet hele tiden. Folk kunne da godt købe endnu større køleskabe og købe ind til endnu flere dage, men hvorfor skulle man bruge penge, plads og renter på det, når man ved, at man altid kan gå ned i et fuldt supermarked for at fylde køleskabet.

Nøjagtig på samme måde er det for en virksomhed, der udvinder råstoffer. Den ved, at den til enhver tid kan gå ud at finde noget mere, hvis indholdet i køleskabet = ”de kendte reserver” svinder for meget ind.

Ikke mange mennesker gør sig begreb om, hvor stor jorden egentlig er og hvor store mængder af alle vigtige råstoffer, der fysisk er til stede på jorden. For ikke at tale om i hele vores solsystem.

Tim Worstall har i sin glimrende bog: The Breakfast Fallacy, gjort et regnestykke, hvor han har beregnet, hvor mange fysiske ressourcer, der er i til stede i 1 (én) procent af jordens areal ned til 10 km’s dybde. (en mikroskopisk del af jordens samlede masse).

Han kommer frem til, at med dette udgangspunkt, som han kalder realressourcer (RR), er det stof, der er mindst af: guld, hvor det med det nuværende forbrug er til 150.000 år. Det, der er mest af, er brom, nok til at række til universet dør varmedøden om 100 000 milliarder år.

Nu kan enhver sige sig selv, at et problem, der først opstår om 150.000 år, måske ikke lige er det mest påtrængende, vi har i dag, og i det mindste ikke noget, der tvinger os til med arme og ben til finde dramatiske og dyre løsninger lige her-og-nu.

Nu kan det både være dyrt og besværligt at udvinde nye forekomster af ressourcer, så vi mennesker har for lang tid siden fundet på supplerende løsninger til at skaffe, hvad vi har brug for.

En af løsningerne er ”substitution”, vi bruger simpelt hen noget andet, som er billigere og bedre. Der er ikke mange, der savner flintesten i dag. Og de fossile brændstoffer (lagret solenergi), vil vi over tid substituere med direkte sol, fission, fusion eller noget helt fjerde, som vi ikke kender i dag. I nyere tid har vi erstattet kobber (RR: 600.000 år) med sand (silicium, RR: 1,5 mia./år) til at flytte information i lyslederkabler.

Det er ikke alt, der kan substitueres, f.eks. er fosfor (RR: 800 mio. år) et essentielt stof for biologisk produktion. Men heldigvis er der en anden løsning, nemlig ”genanvendelse”. Et moderne ord for dette begreb er den ”cirkulære økonomi”, der som så mange andre hypede begreber i tiden udmærker sig ved at, hvad der er godt (genanvendelse), er ikke nyt, og hvad der er nyt (sortering af køkkenaffald), er ikke godt.

Menneskene har altid genanvendt stof efter et meget enkelt økonomisk princip, hvis det er billigere – alt taget i betragtning inklusive miljøeffekter – at genanvende end at finde nye forekomster, så gør vi det, ellers gør vi det ikke. F.eks. har genanvendelsen af det værdifulde guld i nyere tid været meget høj > 99 %

Endelig er der begrebet ”udnyttelsesgrad”, hvor vi mennesker bliver stadig dygtigere til at få mere ud af mindre. Et godt eksempel er dansk landbrugs kvælstofudnyttelse, som konvergerer mod 100 % dvs., at alt den anvendte kvælstof slutter med at kunne genfindes i maden.

I enhver diskussion om ressourcer dukker spøgelset ”evig eksponentiel vækst” eller renters rente op.

Det er rigtigt, at ingen ting kan klare eksponentiel vækst for evigt.  Men nu er evigheden temmelig lang tid, og som vi tidligere har set i denne blogserie er ”evigheden” i vores solsystem begrænset til ca. en milliard år. Og der er mange ting, der kan vedblive med at vokse også eksponentielt, hvis tiden er begrænset.

Som et praktisk eksempel kan jeg nævne et menneske på 30 år (som kan forventes at leve i 50 år endnu) som arver 1 million kr. Det er 20.000 kr. pr. år (uden renter) og får hurtigt ben at går på. Men hvad med 1 milliard kr.? Det er 20 millioner kr. om året, lineært. (igen uden renter) eller en start på 800.000 kr./år, som vokser eksponentielt med 10 % om året, før pengene er brugt.

Kombinationen af et megastort udgangspunkt med en begrænset tid afvæbner den eksponentielle vækst. Plus, at den eksponentielle vækst har to sider. Der er ligeledes eksponentiel vækst i vores teknologiske formåen til at substituere, genanvende og forbedre udnyttelsesgraden.

Det er klart, at der kan være meget ”tynde” forekomster af stoffer f.eks. i havvand, som det koster for dyrt i energi at udvinde.

Her har naturen heldigvis allerede udviklet en ekstrem effektiv teknologi til at udvinde stof fra tynde opløsninger: nemlig alger, både mikroalger (phytoplankton) og makroalger (tang). Fosfor er forholdsvis nemt at recirkulere, da der er mange fosforforbindelser, der forekommer i fast form, men skulle der alligevel slippe noget ud til havet – og det gør der altid, da ingen genanvendelse er 100 % effektiv – er det så heldigt, at det opfanges af havets fødekæde og en stor del synker ned til bunden, hvor det kan genfindes i koncentreret form i så store mængder, alt vi aldrig kommer til at mangle fosfor.

Mangler der vand på den blå planet?

Et specialtilfælde i diskussionen af ressourcer er vand. Det tales om ”vandkrige” og vand som det nye guld. Det er uden hold i virkeligheden. Vi kommer aldrig til at mangle vand på en klode, der er 70% dækket med vand.

Når vi ser på den globale vandcyklus, udgør fordampningen og nedbøren en mængde på ca. 500.000 km3 pr. år.

Global Vandbalance

En km3 = 1 mia. m3 vand er meget vand. F.eks. er det samlede danske vandforbrug til husholdninger ca. 200 mio. m3 / år = 1/5 km3.  Netto udstrømningen fra Østersøen gennem de danske bælter og sunde er 500 km3 / år. 2.500 gange mere end det danske forbrug til husholdninger.

Den mængde, vi kan bruge af, uden at pille ved det store kredsløb er tilbageløbet fra land til hav gennem grundvand og floder. Denne mængde udgør 35.000 km3 / år. Menneskene bruger nu 4.000 km3 / år altså godt 10 % af denne strøm. Med en forventning om, at vi når op på 5.000 km3, når vi vokser til en befolkning på 10+ mia. mennesker.

Umiddelbart overkommeligt, især i betragtning af at vi har en i praksis uendelig mængde vand i havet som efter afsaltning kan bruges til mange gode formål.

Men hvorfor så al den ståhej?

Lad os først lige se på fordelingen af vandforbruget, hvor helt op til 85% af den samlede forbrug er til fødevareproduktion. Det koster f.eks. tusind tons vand at producere et tons korn og 16.000 liter vand at producere et kilo oksekød. Det meste af resten er til industrielt brug. Kun en lille del ca. 120 liter pr. person pr. dag eller 40 m3/år i de rige lande går direkte til husholdning (mad, drikkevand, vask, bad, toiletskyl).

Derfor er det jo tankeløst latterligt, at nogen forsøger at give folk dårlige samvittighed og tror, at de redder jorden ved at opfordre folk til at gå mindre i bad eller noget andet pjat.

Sagen er, at der er ikke noget at redde og at der er vand nok til det hele. Men miseren bygger på, at der en voldsom skæv geografisk fordeling af vandet. I nogle regioner og lande bruger man mere vand, end der findes i afstrømningen og må derfor tage af lageret = grundvandet hvilket ikke kan vare ved. I andre lande bruger man kun en lille brøkdel af afstrømningen.

Nok vand af den rigtige kvalitet til alle formål kan sikres af nogen enkle, men slagkraftige forvaltningsprincipper:

Vand skal koste, hvad det koster, både at få fat og at komme af med i ordentlig forfatning. Et af de store globale vandproblemer er massivt spild af godt vand, fordi det er (alt for) billigt. Alle skal naturligvis have råd til købe vand, men det skal sikres ved at støtte køberne og ikke ved at gøre vand billigt. Inden man fik vandprisen sat op til det rigtige niveau i København var det almindeligt at køle pilsnere under den rindende koldtvandshane og forbruget var omkring 250 l/person/dag. I Kina, som vitterlig mangler vand, er vandprisen alt for lav og giver anledning til et mega vandspild og til at Kina har en af verdens laveste ”vandproduktiviteter”.

Frihandel med biologiske produkter. Det er stærkt skadeligt både for naturen og for økonomien, lokalt og globalt, når nogle lande med vold og magt – blandt andet baseret på et ”selvforsyningsmantra” – forsøger at dyrke planter i områder, hvor de naturgivne betingelser ikke er til stede. Og her er vand en afgørende faktor. At Danmark er et godt landbrugsland har rigtig meget at gøre med, at det danske klima hverken er for varmt eller koldt, eller for vådt eller tørt. Det er absurd grænsende til det perverse at tvinge planter til at gro på steder, hvor de ikke kan gro fra naturens side, f.eks. ørkener. Og det er rasende dyrt i ressourcer og energi. I stedet skal man videreudvikle den internationale arbejdsdeling og producere planterne og (husdyrene), hvor er de bedste naturgivne betingelser er til stede, og så bytte med andre lande, til alles gavn. Det er just præcis, hvad vi gør i Danmark, hvor vi handler os til japanske biler ved at sælge grise til japanerne. Herved forsyner vi desuden japanerne med virtuelt vand, idet hvert kg svinekød har et middelvandforbrug på 5 m3 og da vi eksporterer knap 200.000 tusind tons svinekød til Japan pr. år svarer det til 1 mia. m3 = det samlede vandforbrug hos 25 % af de japanske husholdninger.

Se i denne figur hvordan de internationale virtuelle vand strømmer rundt i verden. Mer af det.

Virtuelt Vand

Dyrk havet. Makroalger (tang) kan gro i saltvand ligesom rejer, østers/muslinger og laks/ørreder. Så jo mere der dyrkes på havet, jo mindre bliver trækket på jordens ferskvandsressourcer. Glæd dig over det, når du spiser en dansk ørred fra et havbrug.

Stof & vand er der nok af. Ressourcerne skal forvaltes fornuftigt og vi skal blive stadig dygtigere til at udvikle snilde teknologier, men som nævnt i indledningen kommer mangel på vand eller stof ikke at bremse menneskenes udvikling.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.