tumblr_l1mx0q5B671qan5c2o1_500Her er et gæsteindlæg fra min gode ven og tidligere kollega, Hans Schrøder, som kæmper den gode kamp for naturfaglighed i forvaltningen.

Det er i samme boldgade som min seneste blog på 180grader om teknologiske analfabeter.

Politik, matematik og embedsmænd

Hans Schrøder, Civilingeniør, miljøforsker

Gjorde man det faktum, at to og to er fire til et politisk spørgsmål, ville der opstå et parti, der benægtede det. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at dersom dette parti kom i regering, ville det få embedsmænd til at gå med på spøgen med, at to og to ikke altid er fire. Det er sat lidt på spidsen, men det sager af den art, 45 embedsmænd i seks forskellige ministerier fortæller om til Jesper Tynell, som gengiver det fremragende sin bog, ”Mørkelygten”.

Den bog har vakt stor opsigt og ikke uden grund, for her gik vi og troede, at embedsmændenes opgave er at hjælpe med til, at de politiske beslutninger blev sagligt rigtige, fri for unødvendigt spild og til glæde ikke for et bestemt parti, men for almenvellet.  Nu får vi at vide, at det er helt forkert. Ifølge ”Mørkelygten” hjælper embedsmændene de til enhver tid siddende ministre med at fremme ikke helhedens interesser, men deres egne. Også selv om de sagligt er helt i skoven, langt fra det optimale, fulde af unødvendigt spild og til glæde for ingen.

Miljøministeriet er ikke med i bogen. Som uafhængig iagttager af ministeriet gennem vandmiljøsagen de seneste 30 år, kan jeg sige, ’mørkelygten’ i princippet er lige så almindelig i Miljøministeriet som i andre ministerier. Det er en sygdom i det hele politiske system: et bedrag. Men at bedrageriet er så almindeligt og i den grad sat i system, havde jeg dog ikke forestillet mig.

Som gammel naturvidenskabsmand (ingeniør) må jeg spørge: Hvor er naturvidenskaberne og matematikken i analysen? Lad os for alt i verden få dem med. Hvorfor? Fordi de gør det muligt at skelne mellem sandhed og bedrag, rigtigt og forkert. Det vil gøre Tynells vigtige bog endnu vigtigere og forslag om forandring endnu mere påtrængende. Samtidig er det en vældig god reklame for matematik og naturvidenskab.

I kraft af naturvidenskabsfolks, ingeniørers og matematikeres arbejde med at søge sandheden gennem 2.000 år véd vi, at der findes en objektiv verden, et hav af universelle sandheder. Det gør en verden til forskel. Men den ser politikerne fuldstændig bort fra, for de søger ikke sandheden. De vedtager den. Derefter bruger de embedsmændene til at legitimere, hvad de end vedtager. Ved hjælp af jura. Det store hav af sandhed interesserer hverken politikere eller embedsmænd. Her er opgaven at adlyde ministeren og gøre det lovlige politisk og det politiske lovligt.

Tænk på Danmarks nationalindkomst som en kage. Der er to opgaver: 1) at frembringe og 2) at fordele den. Mht. det sidste er matematikken til ingen nytte, for her er sandheden subjektiv. Men når det drejer sig om at frembringe kagen og sikre, at den ikke bliver mindre end nødvendigt, er sandheden objektiv, og så er der ingen vej uden om matematik og naturvidenskab. Kan man fx udarbejde miljø- og klimaplaner uden? Jo, det kan man godt, ”men så bliver de også derefter”, som Storm P. sagde om fester uden alkohol.

Problemet er spildet. Hvad enten opgaven er at nedbringe udledningen af næringsstoffer (især kvælstof og fosfor) for at imødegå iltsvind i havet omkring Danmark, eller nedbringe udledningen af drivhusgasser (herunder kuldioxid) for at imødegå global opvarmning, så er opgaven at undgå spild af enhver art, dvs. at få mest miljø for pengene. Dertil kræves energi- og stofbalancer baseret på en smule naturvidenskab og matematik. Er man uopmærksom på dét, når man udarbejder miljø- og klimaplaner, kan man være sikker på at ramme ved siden af, dvs. bruge flere varer og tjenester, flere penge, end nødvendigt. Men ikke nok med det, også at forurene mere end nødvendigt. Hvorfor? Fordi enhver frembringelse af varer og tjenester, også de spildte, medfører forurening.

Hvis det koster dig 10.000 kr. at få din bil repareret, hvor du kunne have fået akkurat den samme reparation for 4.000 kr., så har du spildt 6.000 kr. På tilsvarende måde har vi spildt hundreder af milliarder skattekroner i miljø- og klimaplaner. Vi har betalt meget mere, end vi havde behøvet for at få udledningerne af næringsstoffer og drivhusgasser nedbragt. Resultatet er, at vi danskere er fattigere, end vi havde behøvet at være, og at miljøet er ringere, end det havde behøvet at være. I demokratiet er alt tilladt. Også dårlige løsninger. Så længe de ikke er kriminelle.

Men hvis spildet, som følge af politikeres og embedsmænds uvidenhed om naturvidenskab og matematik, er så stort, hvorfor er det så ikke blevet opdaget og stoppet for længe siden? Det skyldes, at politikere og embedsmænd i den offentlige sektor, udgør et magtapparat, der, som den slags apparater har for vane, bekæmper kritikere for at bevare indtrykket af, at alt er, som det skal være: at der er sammenfald mellem politik og virkelighed. Men der er altid en afstand mellem politik og virkelighed, derfor kræves kontrol og – i det godt skjulte – en massiv undertrykkelse af ytringsfriheden. Resten tager selvcensuren sig af. Tilbage er et lukket system med bureaukrater, ofte forklædt som naturvidenskabsmænd, der vil gøre alt for at gøre ministeren tilpas, så længe det ikke er åbenlyst kriminelt. Bureaukratiet, der, lige som uordenen i et lukket system, vokser, udelukker idéer ude fra, for bureaukrater beder ikke om idéer, men kun om oplysninger.

Det er relativismens diktatur, et tyranni, en hån mod naturvidenskaberne, matematikken og skatteyderne. I sidste ende er det en trussel mod demokratiet. Det er dette diktatur, der vil have os til at tro, at det ene er lige så godt som det andet, at alt er til en vis grad, på den ene og den anden side, at intet står fast, at naturvidenskaberne og matematikken kan undværes osv. Diktaturet driver udviklingen i retning af mere kontrol, mere bureaukrati, dårligere økonomi, større forvirring, mere spild og mere forurening.

Demokratiet gør det svært ikke bare for sandheden, men også for den enkelte. Imens ser de fleste naturvidenskabsfolk passivt til. De, der i sagens natur burde være blandt de mest kompromisløse, kan godt se, at den er gal, men de siger ikke noget. De tænker: Nu går det lige så godt, det nytter alligevel ikke noget, og desuden har jeg mit job og min familie at tænke på. Undertrykkelsen af ytringsfriheden virker!

Ved at afskaffe relativismen og indføre elementær matematik og naturvidenskab i den offentlige forvaltning, kan vi med ét slag vende udviklingen, forbedre økonomien, forenkle reglerne, øge tilliden, reducere bureaukratiet og slippe ytringsfriheden og kreativiteten løs. Dertil kræves ikke ny viden, men kun at vi bruger den viden, vi allerede har – samtidig med at vi er vilde med den naturvidenskab og matematik, vi lærte i skolen. Og lidt til.

En ny idé vinder ikke fremme, fordi den får tilslutning, men fordi modstanderne uddør (Max Planck). Således forstået er relativismens diktatur ikke afskaffet fra den ene dag til den anden. Der vil gå nogle år. Men hvis vi kun stemmer på politikere, og kun ansætter embedsmænd, som elsker matematik og naturvidenskab, varer såmænd ikke længe, før vi har et enklere, rigere og endnu bedre fungerende samfund.

Comments are closed.