I dag er jeg interviewet i Weekendavisen. Frede Vestergaards artikel “Om ålegræs og vandplaner” stiller spørgsmålet, om embedsmænd kan drive landbrug, eller om landbrugets miljøregulering skal foregå ved kontrol med udledningen ligesom i industrien.

Artiklen i Weekendavisen 6. maj 2011 (side 6) er ikke online, men her citeres den del, hvor jeg udtaler mig:

Fra input- til outputregulering
Men er der noget galt med hele miljøreguleringen af landbruget?

Det mener kemiingeniør Karl Iver Dahl-Madsen. Som medlem af bestyrelsen i Landbrug & Fødevarer følger han debatten fra en anden synsvinkel, idet han som formand for Dansk Akvakultur repræsenterer dambrugene, der også har interesser i klemme. I sin faglige karriere har Dahl-Madsen arbejdet med vandmiljøet i en række forskellige sammenhænge, bl.a. i forbindelse med økosystemmodellering af vandmiljøet.

”Problemet med miljøreguleringen af landbruget – og for den sags skyld dambruget – er, at miljøembedsmænd i stat og kommuner vil blande sig i, hvordan landmændene skal drive landbrug. De vil detailregulere på inputsiden, de vil bestemme hvornår, der må pløjes eller hvad der skal sås. De vil bestemme, hvor meget gødning, der må anvendes pr. ha og hvornår, suppleret med krav til udledninger.

Miljøreguleringen burde i stedet – ligesom for industrien – foregå på outputsiden ved afgifter eller mere effektivt ved, at udledningen kontrolleres ved beregninger og målinger. Der skal selvfølgelig stilles krav om reduktion af kvælstof. Men det må være op til landmændene selv – og til dambrugerne – hvordan de driver deres virksomhed. Hovedsagen er, at de lever op til miljøkravene. Når producenten overholder de opstillede mål, kan han producere, hvad han vil, så meget han kan sælge, og på den måde, der passer ham bedst. Det vil belønne den dygtige producent og skabe et stærkt incitament til at udvikle miljøeffektive produktionsteknologier”.

Kar Iver Dahl-Madsen og siger videre, at man i regionale ”vandoplande” kunne gå sammen om at opnå de opstillede miljømål ved f.eks. at (gen)etablere stenrev, tang- og muslingdyrkning, udplantning af ålegræs, vådområder, pileskov, drænvandrensning etc.

”At anvende den rigtige reguleringsmetode er en win-win-situation for både miljø og produktion. Men det ændrer ikke det faktum, at der er et misforhold mellem de miljømål, der er opstillet i vandplanerne, og den hastighed, hvormed de forventes opfyldt, og på den anden side de teknologiske og økonomiske muligheder for at opfylde målene uden at skade erhvervets konkurrenceevne. Det er derfor nødvendigt at opstille en langsigtet strategi. Det har aldrig været meningen med vandrammedirektivet, at det skulle udradere det moderne landbrug – inklusive det økologiske – i store dele af et landbrugsland som Danmark”, siger Karl Iver Dahl-Madsen, der mener at miljøembedsmændene tolker direktivet mere vidtgående, end det er tiltænkt.

Han finder det forargeligt, at der ikke er lavet de konsekvensanalyser, der er forudsat i direktiverne og tror, at det fordi, at det så ville være åbenbart, at man med øjeblikkelig virkning ville udfase en betydelig del af dansk landbrugsproduktion til Polen, hvilket ikke ville hjælpe på vandmiljøet i Østersøen.

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.