Foreningen IntRpol dannet af SDU’s cand.scient. politter arrangerede en konference den 24/4-18 om klima, hvor jeg var inviteret til at deltage i paneldebatten sammen med Sebastian Mernild (Nansen Centret), Rasmus Nordqvist (Alternativet) & Henning Bo Madsen (Noah).

Connie Hedegaard var Keynote speaker, og kom som en glædelig overraskelse (for mig i det mindste) med to solide borgerlige/liberale udsagn, nemlig at den ”grønne omstilling” skal kunne betale sig, og det ikke nytter noget at bede folk reducere deres stigning i levestandarden for at opnå klimamål.

Desværre blev keynoten svækket af række mindre retvisende og alarmistiske påstande om klimaudviklingen og det sædvanlige præk om at den grønne støtte har givet mange nettojobs, og en henvisning til Stern-rapporten, som alle seriøse klimaøkonomer betragter som en ekstrem alarmistisk outlier.

Her er en sammenfatning af mine synspunkter i debatten, som blev godt modtaget. Især fordi de gav anledning til en reel diskussion i stedet for det sædvanlige jammer.

En klimapolitik, der maksimerer verdens velstand

Jeg er helt uenig i den klimapolitik, som føres af det internationale samfund, og i særdeles af EU og lande som DK, der bruger en ubegribelig masse penge på at ”gå i forvejen” og ”vise et eksempel” uden, at det ændrer en tøddel på den globale udledning af klimagasser.

Når jeg giver udtryk for sådanne ”skeptiske” synspunkter, kaster folk sig over mig og spørger,om jeg dog overhovedet ikke bekymrer mig om mine børns og børnebørns fremtid.

Og jeg svarer hver gang, jo netop, det er derfor, jeg er stærk modstander af den nuværende klimapolitik, som med sikkerhed vil føre til en dårligere end nødvendigt fremtid for mine efterkommere.

Men jeg lader mig da gerne inspirere af mine børnebørn.

Og da jeg forleden skulle læse godnathistorie for mit yngste barnebarn, Carla, på knap 2 år, faldt jeg over verset:

Sprøjterne kom susende
Vælted alle husene
Da de kom til Gammelstrand
Var der ingen ildebrand

Som i en nøddeskal illustrerer min hovedpointe, at kuren (vores nuværende klimapolitik) skader verdens velstand & velfærd mange gange mere end sygdommen (evt. nettonegative konsekvenser af klimaændringer).

Som oplæg til debatten præsenterede jeg min position således.

  1. Der er ingen tvivl om, at der er klimaændringer i gang. Det har der altid været og det vil der altid være.
  2. Der er heller ingen tvivl om at klimaændringerne i nutiden er delvist menneskeskabte, men der er ingen der med sikkerhed kan sige, hvor stor en del, der er naturlige, og hvor stor en del, der er menneskeskabte.
  3. Der er meget stor usikkerhed om, hvor store klimaændringerne vil blive. IPCC har en usikkerhed på en faktor 3 i den såkaldte klimafølsomhed = temperaturændringen skabt af en fordobling af CO2 indholdet i atmosfæren på fra 1,5 grad til 4,5 grader. Hvor 1,5 grad er trivielt og 4,5 grad er mere problematisk.
  4. Den reelle udvikling af den globale temperatur viser, at vi ligger i den lave ende af dette interval.
  5. Der er stor usikkerhed om konsekvenserne af klimaændringerne. Indtil nu har de været samfundsøkonomisk netto positive, da en vådere og varmere verden med mere CO2 er meget gavnlig for landbrugsproduktionen og naturligvis koster langt mindre i varmeomkostninger.
  6. Det eneste sikre netto negative eksternalitet er vandstandsstigninger, hvor det med sikkerhed er mange gange dyrere at sikre sig mod dette ved at ændre energiproduktion end ved at bygge diger.
  7. Ændringer i ekstremvejr betyder så godt som ingen ting for dødeligheden i verden, da dødeligheden i forvejen er på et meget lavt niveau (25.000 om året) og intet har at gøre med hyppigheden af ekstremvejr, men udelukkende med om et samfund er udviklet nok til at kunne varsle & beskytte sine borgere mod vejrets luner. Økonomisk er ekstremvejr heller ikke en vigtig faktor, men udgør kun rundt regnet 3 promille af det globale BNP, endda med faldende tendens.
  8. Så kuren, en kommandoomstilling af energiproduktion fra stabil ”lagret solenergi” til ustabile ”som vinden blæser” eller ”afbrænding af skov” energikilder baseret på massiv statsstøtte er med sikkerhed mange gange større end de netto negative konsekvenser. Alene i DK bruger vi nu ifølge CEPOS 35 mia. om året på klima, mens de nettonegative virkninger en størrelsesorden mindre, hvis de ikke ligefrem er positive for DK.
  9. En moderne energi- og klimapolitik skal baseres på afskaffelse enhver form for produktionsstøtte til enhver form for energiproduktion, en passende (lav) afgift på CO2 udledning og et erhvervsklima der gør det attraktivt at finde på bedre og billigere og renere energikilder af enhver slags.
  10. Energi- og klimapolitik må på ingen måde forhindre den økonomiske vækst og teknologiske udvikling, der er den afgørende forudsætning for, at verden kan blive robust i forhold til alle de farlige ting, der kan ske. Især er vigtigt at de fattigste lande få adgang til rigelig og billig energi, også i form af kul, olie & gas.
  11. Skulle der være nogen, der opfatter klimaændringer som en eksistentiel risiko, ligger løsningen lige for, byg atomkraftværker, hvilket faktisk sker nu i stort omfang, dog også af økonomiske og forsyningssikkerhedsgrunde.

Det eneste man med sikkerhed ikke skal gøre, er at sætte verden i stå ved at svække den økonomiske vækst og teknologiske udvikling.

Hellere varm og rig end kold og fattig.