Børsen-kronik – uforkortet

Min artikel “Hellere varm og rig end kold og fattig” blev godt skåret for at passe Børsens kronik-format. Her bringes den oprindelige, uforkortede version:

Det internationale samfund interesserer sig ikke længere for klima. Kyotoprocessen er død. Senest har Japan, Rusland og Canada bekræftet hinanden i at de, som USA, ikke deltager i en proces, der ikke inkluderer de store udviklingslande, som er ved at blive de største udledere af CO2.

Det skal vi glæde os over. Videnskaben bag den menneskeskabte opvarmningsteori er dårligt funderet. Det kan sagtens blive koldere de næste mange år, og der er ikke dokumentation for, at det er skidt for menneskene, hvis jorden bliver varmere og vådere, eller at en evt. global opvarmning giver større hyppighed af ekstreme vejrhændelser.

Videnskaben er dårligt funderet, fordi den altovervejende bygger på matematiske modeller, som ikke engang kan beskrive fortiden korrekt, og som ikke indeholder nogle af de væsentligste årsagssammenhænge, f.eks. en dynamisk beskrivelse af kulstof og næringsstofkredsløbene.

Hvis vi alene ser på data, er der ingen speciel grund til alarm. Siden satellitmålingerne af jordens temperatur startede i 1979 er der på godt 30 år sket en stigning på 0,4 grader celsius. Det svarer til ca. 1,3 grader på et århundrede. Bestemt ikke noget skræmmende tal.

På det seneste er temperaturudviklingen både på land (siden 2002) og på havet i øvrigt stagneret (siden 2004). Det kan være en statistisk tilfældighed, men kan ikke ligefrem siges at underbygge ”varmeteorien”.

Vandstandsstigningen har siden 1993 været på godt 3 mm om året uden tendens til acceleration, hvilket svarer til godt 30 cm på 100 år. Hvis det bliver resultatet, bliver stigningen i den globale vandstand næppe en af de vigtigste historiske begivenheder i det 21. århundrede.

At klimamodellerne ikke virker, giver dog ikke grund til at ignorere problemet. Det kan tænkes, at der både af naturlige og menneskeskabte årsager kan ske dramatiske og uønskede klimaændringer. Vi ved f.eks., at hvis vi ingenting gør, vil gletsjerne begynde at vandre fra Nordsverige ned mod København. Næste år eller om 10.000 år eller på et tidspunkt der i mellem.

Det gælder derfor om at vælge en strategi, der er robust i en meget usikker verden. Det er desværre ikke den strategi, der indtil nu officielt er taget i brug af det internationale samfund. Man har valgt en alarmistisk tilgang med tilknyttet planøkonomisk kommando- og kontrolregulering: IPCC-rådgivning og Kyotoprocessen.

Den enkleste indvending mod den officielle strategi er, at den ikke virker på CO2-udledningen. Vi har lige fået de globale CO2 udledningstal fra 2010, som er på 30,6 gigatons, hvilket er det højeste tal nogensinde. Med en verden på vej ud af finanskrisen er det helt urealistisk, at man ikke bogstaveligt talt vil sætte ”fuldt kul” på energiforbruget. De næste mange år kan CO2-udledningen let komme til at stige på linje med de højeste scenarier i IPPC-rapporterne.

Det første store fejlgreb i den officielle strategi er alarmismen. Det er et velkendt fænomen, at det er nemmere at få fat i folks penge og stemmer, hvis man skræmmer bukserne af dem med budskaber om, at ”jorden går under på fredag” eller ”den økologiske dommedag er nær”. Men strategien kræver, at man råber stadigt højere og mere skingert for at få opmærksomhed, og til sidst vender folk sig væk. Så står alarmisterne tilbage med et fåret udtryk i ansigtet, ligesom den amerikanske vækkelsesprædikant, Harold Camping, der, efter at have forudsagt jordens undergang den 21. maj 2011, måtte erklære, at det nok kun var en ”Virtuel Undergang”.

Et andet eksempel er fra FN, som i 2005 mente at vide, at der ville være 50 millioner klimaflygtninge i 2010. Da de ikke materialiserede sig, fjernede man udsagnet fra hjemmesiden. Som andre dommedagsprædikanter indrømmede man ikke sin fejl, men erklærede, at det blot var et spørgsmål om ”timing” og udsatte prognosen til 2020.

Det kan ikke afvises, at der kan opstå katastrofale klimaændringer. I det hele taget er jorden et farligt sted at opholde sig. Vi er omgivet af ELE’er (Extinction Level Events): Meteorer, supervulkaner, Nova’er, pandemiske vira etc.. Og vi må fortsat leve med risikoen for at decimere os selv med alle de atomvåben, der stadig er brugbare. Problemet er, at vi ikke kan smide alt hvad vi hænderne, hver gang der erkendes en ny stor trussel med en meget lille sandsynlighed. Vi skal hele tiden klare dagen og vejen, ellers går det da helt sikkert galt.

Det andet fejlgreb er ideen om de juridisk bindende aftaler om faste reduktionsmål, som der er brugt alt for meget af verdenssamfundets opmærksomhed og for mange ressourcer på, uden at det virker. Problemet er naturligvis, at en hurtig udvikling for især jordens fattigste mennesker forudsætter adgang til rigelige mængder billig energi. Vi er alle sammen bedre stillet ved at tage eventuelle klimaomkostninger, som jo først opstår om lang tid, når vi alligevel er meget rigere, med i købet.

Lad mig citere Mike Hulme, en af de besindige klimaforskere:

Climate change has taught us – or reminded us – that the consumption of energy is the most visible index of such latent demand for development and that with existing technologies there can be no meeting of these development aspirations without a significant increase in energy and, for now, carbon consumption. Climate change teaches us that acceding to such morally legitimate demands comes at the cost of altering the world’s climates.

Det er meningsløst at gennemføre initiativer som er meget dyrere, end de udgifter klimaomkostningerne forventes at påføre os, som bl.a. Martin Ågerup har fremhævet. Richard Tol har gennemgået 103 vurderinger af klimaomkostningerne og fundet frem til:

That the marginal damage costs of carbon dioxide emissions are unlikely to exceed $50/tC, and probably much smaller.

Det svarer til en omkostning på godt 70 kr./ton CO2 udledt, som kan sammenlignes med de godt 600 kr./ton CO2 fortrængning, som vindmølleenergien koster (kilde: Martin Ågerup).

At give næsten ti kr. for at tjene en krone er ikke nogen god ide.

CO2 afgifter på ca. 70 kr./ton CO2 ville være ideelle, men er i praksis meget vanskelige at få igennem det internationale samfund.

Men hvad så med alle de ”Grønne Job”, der kan skabes i Danmark og i verden?

Staten skal ikke udpege vindersektorer. Der er alt for stor risiko for, at de nye grønne job destruerer endog flere job end de skaber. Det skævvrider erhvervsudviklingen, når dygtige virksomheder bruger mere tid på at stå med hånden fremme og bede om tilskud i stedet for at udvikle deres forretning. Der er ingen grund til at tro, at grønne jobs bliver særligt lønsomme. Der er alt for mange, der løber samme vej, og vi risikerer i virkeligheden en grøn boble. Vestas, som toppede i kurs 668, er nu nede omkring 120.

Og hvad med de fossile brændstoffer. De slipper jo snart op, så vi kan ligeså godt lægge om?

Det er ikke rigtigt. Der er rigeligt med fossile brændstoffer: Kul til flere hundrede år og nye fund af skifergas i store mængder. Selv olie findes der nyt af hele tiden. I 1980 var der ”kendte reserver” til 29 år, i dag er der med et 40 % større forbrug ”kendte reserver” til 46 år. Hvis eksternaliteten ikke er for høj, skal vi da bare bruge løs af oliereserverne, og omsætte det fedtede sorte stads fra en værdiløs naturkapital til en værdifuld humankapital. Den består bl.a. af de mange dygtige ingeniører, der skal til for at skabe den teknologiske udvikling, der er den reelle forudsætning for velstand og rige udfoldelsesmuligheder.

Når nu Kyotoprocessen er en eklatant fiasko, og det i praksis er svært at få gennemført en ideel løsning med en global ensartet kulskat på et passende niveau, hvad skal man så gøre?

Først og fremmest skal vi sætte fuld fart på den økonomiske vækst. Jo rigere vi bliver, jo mere modstandskraftige bliver vi over for alle slags problemer. I den rige del af verden kan man sagtens tilpasse sig klimaændringer. Det er ikke så nemt, hvis man er en afrikansk kvinde, der driver landbrug i udkanten af Sahara.

Indien og Kina kan godt finde ud af at bruge energi og vokse stærkt. Men i Danmark står det jammerligt til. Vi er nu det OECD-land efter Japan, der forventes at få den laveste vækst. Det gør os unødvendigt fattige og dårligere i stand til at gøre noget for naturen, miljøet og klimaet. Det er uansvarlig opførsel, idet kuren er velkendt. Foruden lavere skatter og offentlige udgifter, skal vi indføre resultatbaseret miljøforvaltning, således at god indsats for miljøet belønnes i stedet for som nu, hvor produktive virksomheder tvinges ud af landet.

Når vi bliver rigere, har vi også råd til at gøre os klogere. Vi skal forske mere i global human økologi. Bl.a. skal vi udvikle globale økologiske modeller, der beskriver den fulde årsagssammenhæng, og som ikke styres af grupper, hvis økonomi er afhængige af modellernes resultater. Og så skal vi gøre det muligt for den fri forskning at arbejde langsigtet og med høj kvalitet, således at universiteterne uddanner de rigtige kandidater på det højest mulige kvalitetsniveau. Vi skal ikke give statsstøtte til udviklingsprojekter af nye energiformer. Det kan private virksomheder gøre for egne penge, mod at de får gevinsten, hvis det lykkes.

Endelig skal vi lokalt og regionalt tilpasse os evt. klimaændringer. Tilpasningen vil være helt afhængig af om man bor i Thailand, Danmark eller på Grønland. Det enkelte land, den enkelte kommune og den enkelte borger må selv vurdere, hvor meget man ønsker at forsikre sig mod evt. kommende ugunstige hændelser.

Det kan godt være, at jorden bliver varmere, men hellere varm og rig end kold og fattig.