Rusland, Japan og Canada har meddelt G8, at de ikke ønsker at deltage i anden runde af Kyoto-aftalens CO2-reduktioner.
Og USA har gentaget sit standpunkt om at blive uden for aftalen.
Klimabureaukraterne har dermed gode grunde til at anlægge bekymrede miner, når de mødes til champagne og canapeer på konferencen i Sydafrika den 28. november 2011.
Læs hele artiklen Kyoto deal loses four big nations i The Sidney Morning Herald.
I 2007 tillod jeg mig i min klumme i Vand & Jord at skue lidt ud i fremtiden på miljøområdet.
Det blev til historien om, hvordan Danmarks natur og miljø kommer til at se ud i år 2027, som er udløbet for det absolut seneste tidspunkt, hvor vandrammedirektivet skal være overholdt i Europa.
I talepapiret til natur- & miljøministeren ved indvielsen af Ringkøbing / Skjern naturparken den 1/7-2027 fremgik det bl.a. at:
“De nye svinefarme anbringes i vore dage ved Esbjerg og andre havnebyer, hvor det færdige produkt udskibes, og hvor foderet sejles ind fra de store marker i andre lande og på havet. På denne måde er det lykkedes de danske svineproducenter ikke at alene at følge med i den kraftige internationale markedsudvikling, men ligefrem at øge markedsandele, så vi nu kan imødese en dansk svineproduktion på 150 millioner svin om året.
Den kraftige udvikling af akvakulturerhvervet, som også er til stor gavn for Ringkøbing, har medført en mærkbar aflastning af dyrkningspresset på landjorden. I Nordsøen produceres millioner af tons fisk i åbent-vands havbrug bl.a. i tilknytning til udrangerede olieplatforme, og der dyrkes ligeledes muslinger og alger i store mængder direkte til menneskeføde og som foder til vanddyr og landdyr. Det massive fiskepres på Nordsøen er forsvundet – der fiskes kun rekreativt og efter specielle arter i små mængder – og den største del af Nordsøen er på vej mod den ønskede naturtilstand.
Natur- og miljøorganisationerne har fremmet denne dramatiske udvikling dels ved at forkaste symbolpolitikken om svinestop og havbrugsstop dels ved aktivt at lægge op til en kraftig teknologisk udvikling med resulterende afkobling af produktion fra miljøbelastning.”
Læs hele “talepapiret” i klummen Naturen & miljøet i Danmark i år 2027.
Min akvakulturleder fra april 2011:
Vandrammedirektivet og vandplanerne er et behjertet forsøg fra EU’s side på at få styr på de Europæiske vandmiljøforhold.
Desværre indføres vandplanerne i Danmark på en måde, der med sikkerhed er skadeligt for produktionen af planter og dyr, og ligeledes skadeligt for miljøet, fordi man lægger ensidig vægt på kvælstof som årsag til problemerne.
Kvælstof er uomtvisteligt den vigtigste begrænsende faktor for primærproduktionen i de danske marine områder. Men selv om kvælstofudledningen er reduceret meget igennem mange år, står virkningen på iltsvind og sigtdybde ikke mål med anstrengelserne. Der er andre faktorer på spil:
Den kontante konsekvens af disse forhold er, at selv om vi i morgen fjerner alle danske N-udledninger fuldstændigt vil vi ikke opnå god økologisk kvalitet i de danske marine områder, før vi har genoprettet den biologiske og fysiske struktur og før andre lande har reduceret deres N-udledninger ned til det forudsatte niveau.
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade stå til, blot at der er god tid til at finde de rigtige løsninger, som baseres på en aftale med samfundet om miljømål, miljøforvaltning, virkemidler og en implementeringstakt, der fastholder konkurrenceevnen.
Fin kommentar af Kathrine Stampe Andersen til rød bloks plan om at lukke Bjørn Lomborgs og Bent Jensens institutter, fordi man ikke er enig i konklusionerne.
“Skal øksen svinges, skal den svinges over for alle, der politiserer for skatteborgernes penge og ikke bare straks hugge hovedet af Lomborg og Bent Jensen, fordi Nick Hækkerup føler i maven, at de to forskere må elimineres.”
Som jeg ser det, ville det være mere nærliggende at give sektorforskningen på miljøområdet en tæt barbering.
Læs hele kommentaren Rød akademisk hovedrengøring i Berlingske.
Se Bjørn Lomborgs ca. 6 min. lange film om vandmiljøplanen fra 1987 – et skoleeksempel på hvordan skræmmekampagner får os til at glemme den sunde fornuft i miljøspørgsmål.
Problemet med kvælstof og iltsvind er værd at løse, men i Danmark har vi som sædvanligt grebet det alt for dyrt og alt for dårligt an. Vi har brugt kommandoregulering, i stedet for at belønne god adfærd for miljøet.
I dag er vi ved at begå de samme fejltagelser på klimaområdet.
Læs også min kronik i Politiken fra 1994 “Vandmiljøet i Danmark”, hvor jeg udtrykker de samme synspunkter, som Lomborg redegør for i filmen.
Rapporten “Velfærd hos Mink” fra Aarhus Universitet dokumenterer, at minkavl efter gældende regler ikke er i modstrid med minkens natur.
Så meget for myten om minkavlens fortrædeligheder. Læg mærke til diskussionen om rapporten. En rapport er uvildig og god, hvis den passer med ens fordomme, ellers er den “bestilt arbejde”.
Rapportens konklusioner sikrer bred politisk opbakning til dansk pelsdyravl, hvis erhvervet får styr på reglerne.
Læs artiklen Bred politisk opbakning til dansk minkavl i Food & Culture.
En ny undersøgelse fra Erhvervsbladet viser, at det er en dårlig forretning at drive dambrug. I den forbindelse er jeg i dag interviewet af DR Midt & Vest.
Nedgangen skyldes først og fremmest den foderkvote, som blev indført i ’89. Den skulle forhindre forurening af danske åer og vandløb ved at begrænse den mængde fiskefoder, som dambrugene må købe. Men kvoten forhindrer stordrift og dermed udvikling af erhvervet.
Læs/hør interviewet her.
Bloggen Watts Up With That? skrives af en tidligere tv-meterolog med 25 års erfaring – stadig er on the air. Her er mange interessante indlæg om klimahykleriet.
Klimaalarmisterne minder mig om meterologer, som beskriver vejret uden at kigge ud af vinduet. Om havets vandstand, læs artiklen Oh noes! Sea level rising three times faster than expected (again).
Og dette indlæg forklarer myten “dårligt vejr bliver værre på grund af klimaændringer”: Why it seems that severe weather is “getting worse” when the data shows otherwise – a historical perspective.
Berlingskes leder “Bureaukratiets svøbe” fra 22. april 2011 understøtter på forbilledlig vis Liberal Alliances mærkesag om mindre bureaukrati.
Vi overfører stadig flere skattekroner til offentlig velfærd, men samtidig bliver borgerne stadig mere utilfredse med de offentlige ydelser. En del af paradokset forklares med, at milliarderne går til bureaukrati. Som Berlingske demonstrerer, er bureaukratiet i det offentlige vokset dramatisk over en årrække.
Bemærk hvad de skriver om dambrug:
“Den omfattende miljøregulering er et tredje eksempel. I dagens Danmark sidder embedsmænd i Miljøministeriet og forskriver i detaljer, hvordan hver eneste dambrug skal indrettes teknisk, i stedet for at holde dambrugere ansvarlige ved at forlange, at de lever op til bestemte miljømål.”
